Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Noget om Bjørnson som ung mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Noget om Bjørnson som ung mand.
übetmget gjaldt for den første inden sin kreds, og nåar man
ogsaa udenfor kredsen knyttede større forventninger til ham
end ti nogen anden blandt de yngre i samtiden, da staar
dette tor mm enndring som et saameget mere talende vid
nesbyrd om magten i hans personlighed og begavelse, just
fordi denne begavelse var eller maatte synes at være af en
saa helt anden art end den, som man i de dage pleiede at
sætte høiest eller var mest villig til at anerkjende. Man
heiniserede, som sagt, dengang meget sterkt inden de literært
interesserede kredse. Ved siden af Heine var vel den Hei
berg’ske og Goldsch midt’ske prosa de mest yndede og
hy dede forbilleder. Hvad man satte mest pris paa var fø*
gehg ikke det dybe og sterke, men det klare og glatte -
ikke den svulmende patos eller den himmelstormende lvrik
men den skarpt tilspidsede vittighed eller aandrighed, evnen
til at forme sarkasmer og epigrammer ved siden af det juri
diske ordkløveri, de logiske eller dialektiske taskenspiller
kuirster, «tvisyntheden», som Vinje lovpriste saa sterkt og
vilde have opfattet som det sikreste tegn paa aandig ove*
legenhed. Men tvisynthed har aldrig været og var dengang
mindre end nogensinde Bjørnsons sag. Til hans væsen
har det altid hørt at være helt dér han er i øieblikket, ikke
at være baade her og der paa engang, ikke at se ligegodt
hvad der taler for og hvad der taler mod den ene eller den
anden løsning af et stridsspørsmaal og at opfatte de store
livsspørsmaal som blotte diskussionsemner, men at tåge parti
ensidigt, men til vederlag saameget vældigere og virknings’
tuldera Han var allerede i sin ungdom saa tryg paa sig seiv og
sit kald, at han ikke følte den trang, som pleier at hjemsøge
unge mennesker, til at anstille evindelige refleksloner over
sig seiv eller til at slippe fra sin aandige nød for et øieblik
ved at ironisere over den og slaa volte med sine egne tanker
Han syntes mig dengang at være for det meste svært alvor
lig, næsten ensformig høitstemt, saa det kunde virke tyngende
Han var, som nævnt, en mester i at fortælle, og han
kunde ogsaa tale ypperlig, nåar han redegjorde for sine lite
rære eller politiske synsmaader eller for sin opfatning af hi
storiske personligheder eller kjendte mænd i samtiden. Men
han maatte da helst faa tale alene (hvad han jo ogsaa i re
gelen fik), saa hans fantasi kunde faa fart. Disputere derimod
mdlod han sig ikke gjerne paa og var, efter min erindring,
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
