Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Dr. Rui and, Das Goetho-National-Museum in Weimar.
Gerhard Gran.
sin mappe og fortsætte der, hvor han stansede igaar eller for
-en maa ned siden.
I Goethemuseum er samlet stof for mange aars Goethe
studier; at «følge de fine traade, som gaar fra Goethes sam
-linger til Goethes verker», er en fremtidens opgave, som det
sikkert vil være umagen værcl at løse. Man er forresten
allerede begyndt; en amerikansk forsker har saaledes i anden
del af «Faust» gjenfundet mangt et overraskende billede fra
kobberstiksamlingen l.
En gjennemreisende kan selvfølgelig ikke tænke paa at
begynde et saadant studium, men maa lade sig nøie med et
-almindeligt indtryk og saa kanske hefte sig ved en eller an
den enkeltbed.
I modtagelsesværelset blir man uvilkaarlig staaende foran
v. Kolbes store portræt af Karl August. Man studser ved,
at dette mætte og dog lystne, godmodige, men raa ansigt er
•den berømte mæcen, hvis «Musenhof» trak hele Tysklands
intelligens til sig. i biblioteket hænger et billede af hans
veninde frøken Jagemann, målet af den samme maler-, hun
er fremstillet som Sappho, en fed, veldannet arm hænger
slapt over lyren, øiet er dovent og sansedrukkent, en kjødelig
•og aandsforladt skjønhed. Disse to passer sammen, og
man forstaar, at nåar Karl August blev tvunget til at vælge
.mellem Goethe og hende, saa valgte han hende, og da hun
for at faa sin vilje og for at håane Goethe vilde have et stykke
opført paa det hertugelige teater, hvori en puddelhund havde
hovedrollen, saa lod Karl August dette ske, skjønt han vidste,
at det vilde koste ham Goethes afskedsansøgning. Alt dette
fortæller Kolbes billede om, derimod er der intet i dette ansigt,
som bringer os til at forståa det berømte venskab mellem digter
og fyrste. Kanske har Victor Hehn ret, nåar han mener, at
•dette forhold er sandfærdigst betegnet i det udraab, Goethe
skal have gjort i et mismodigt øieblik: «Karl August hat
mich nie verstanden.»
Man gaar ind i Junoværelset, et noksaa langt, men tem-
38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
