Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Lykke-Seest: Lotti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Opvarter, gaar der baad?»
Og han vilde spørge: Lotti, elsker du mig?
før; han sad bare alene, herregud alene. Han blev blød om
hjertet, og musiken gjorde ham sentimental som en ung
pige i hendes første «evige» forlibelse. Han forsøgte at frem
mane sig Lotti ved sin side, vilde lægge sit hoved til hendes
bryst og føle hendes haand i sin og saa synke ind i
mindernes bløde drøm; men minderne kom ikke slig. Der
var ikke fred med dem; de rev og sled i ham, gjorde ham
ræd og urolig og vilde frem som et skrig. Han dråk øllet
ud og gik. Huf nei, her var ikke blivendes; han vilde ind
igjen til byen, hvad skulde ogsaa dette tjene til!
En halv time Han drev rundt i haven under de
gamle, løvrige trær En hel halvtime! Hvad var det for
manér elendigt snøvleri! Her skulde én være tvungen til
at vente Han blev ærgerlig, drev paa rundt stedet i en
cirkel og satte sig tilslut ved et bord foran orkestertribunen.
Som han sad der, tog en tanke ham. Han tænkteden op igjen,
den blev til en beslutning, en fast, urokkelig beslutning.
Han vidste, hvor Lottis forældre boede. Endnu iaften vilde
han gaa derop, ringe paa entréklokken og bede om at faa
Lotti i tale. Og nåar hun kom, vilde han bede hende tåge
paa sig og følge ham ud. Hun vilde først blive forundret
og ikke svare, men saa vilde hun sige ja og følge ham.
Men nede paa gaden vilde han stanse og sige: Lotti, jeg
har ikke forstaaet mig seiv, men nu er min vin afgjæret.
Jeg gik vild i skogen, men nu har jeg fundet vei. Lotti, jeg
vil fange dig ind i mit hjerte, hvor der er mørkt, for du er
min solstraale. Hav dit udstyr færdigt, saa vil vi sammen
træde kirkegulvet til Guds hellige alter, der vil vi vie sammen
vore hjerter, til livets lys gaar ud.
Og hun vilde tåge hans arm og trykke sig tæt til ham,
og i gaslygtens skin vilde han se hendes blanke øine.
Og som hun hundrede gange før havde svaret, vilde hun
svare ham: Ja, jeg elsker dig!
Han sad og ventede som i feber. Den halve time blev
som ti hele. Han kunde ikke sidde rolig, men maatte op
og vandre rundt. Saa hørte han dampbaadens stønnen og
sprang ned til landgangsbroen.
Og saa blev der atter mening i hans liv.
«Ja straks om en halv time.»
57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
