Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Schøyen: Digte. Vildros
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Schøyen.
Den samme bange uro!
og skal den aldrig endes?
Det er, som jeg forbrændes
hver dag i feber vild,
Og om den rinder, brænder,
og smerten gjennembæver
min sjæl, jeg lever, lever,
hvordan det end er fat;
om kanske først i døden
min blodströms febergløden
skal springe som en ildflod
ud i den lange nat.
øm jeg, nåar du fortrolig
mig møder, synes rolig
som du, der ikke fatter,
hvorfor mit blod er ild.
Seiv om et uveir raser,
jeg vil foruden svimlen
se skybrud over himlen
og møde afgrundsgab;
i trods med løftet tinding
gaa gjennem tab og vinding
nåar koldt og klart jeg ser,
hvad der vinding er og tab.
om lyn har gjennemjaget
dets laagebanker før;
det tætner og vil slukkes!
for aldrig kan der lukkes
op for den lavaström
i et hjerte, der forblø’r.
Men nåar alt brister sammen,
nåar hede dampe ryger,
nåar byger jager byger
ind i en feber vild,
jeg tvinger mig: fortrolig
jeg taler rolig, rolig . . .
Gud hjælpe dig mit barn,
for da blir mit blod til ild.
Jeg elsker og jeg hader, jeg ser dig blandt de mange,
jeg ser dig med den ene, jeg tviler og jeg ler
af hådet og min elskov og alt, men gyser bange,
som jaget af furier, ved hvert stjerneskud jeg ser.
Og skogen suser øde og nattens mørke falder,
og duggen perler bregner og græs og blomst og stråa,
det er, som dybt fra skyggerne min stemme paa dig kalder
og trygler om den fred, jeg vandt, men aldrig mer kan naa
Mørk er min sjæl, min himmel
af skyer overdraget,
120
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
