Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Schøyen: Digte. Vildros
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte
Som alt omkring mig hvisker om dig, mit barn, min glæde,
i minder om vor lykke, som jeg drømmer er forbi.
Jeg svor, du skulde vokse af al livets sol og væde
op som en moens vildros saa blomsterfuld og fri.
Du drev mig ud i natten og i dens mørke klinger
din glade stemme om mig, snart fjernt, snart ganske nær,
den blandes i det brus, der gaar som slag af sorte vinger
fjernt fra, hvor stjerner mylrer om hver top af skogens trær.
Jeg ser dig i en klynge af munter ungdom søge
og le og spørge vennerne, om de har set din ven,
du studser og du smiler saa og glad igjen du spøger,
mens dansende du dragés i hver glædens hvirvel hen.
Og gjennem natten suser al ødets tunge vinde ;
det klirrer, som om skogen vil fra en lænke fri . . .
henover lyngen tusler det, som alt er blit et minde.
Min fryd, min blomst, min vildros! . . Er alt vor drøm forbi?
Det var en drøm jeg drømte : jeg saa en afgrund aaben,
og i den velted vandfald, og vilde strømme bruste,
og gjennem luften skar der som bange stemmers raaben,
mens stormene med lynslæb henover dybet suste.
Og sol og stjerner sluktes for evig ud og himlen
blev skoddegraa, og væsner, som af mørkerædslen joges,
de kjæmped udpaa branten, snart styrted en i svimlen,
snart var det, som af bølgen mod dybet ned de droges.
Men denne kamp i mørket, hvor bror mod broder vendte
sit vaaben, var en rædsel udover alt jeg fatter :
Jeg saa blot øine, øine, som i had og feber brændte,
og hørte blot for hver, der sank, en vild vanvittig latter.
121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
