Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Schück: Nogle blade af forfatterhonorarets historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle blade af forfatlerhonorarets historie.
mænd udbetalte hans honorar, og ligesom Augustus gjorde
de det kun, nåar digtene var efter deres smag. Men de for
dringer, denne nye slegt af mæcener stillede til forfatteren,
var ikke længer af æstetisk natur. De fordrede enten noget,
som smigrede deres personlige egenkjærlighed, eller ogsaa
noget, som kildrede deres af udsvævelser slappede nerver.
Obscøniteten og panegyriken blev derfor de to omraader,
paa hvilke litteraturen nu havde at bevæge sig, og kun den uaf
hængige rige forfatter kunde tillade sig den luksus at digte
i den ældre tids smag. Den digter som uden personlig for
mue nu gjorde noget forsøg paa at spille Virgil og skrive
epopeer, udsatte sig som Statius for hungersnød, og det
uagtet Statius aldeles ikke unddrog sig for med servil smiger
at opvarte temmelig obskure evnuker og frigivne ved det
keiserlige hof.
Det var en haard kamp for tilværelsen, keisertidens for
fattere havde at gjennemgaa. «Den forsultne poet» blev et
slagord for at betegne de medtagne, elendige stakkarer, som
stadig trængte sig frem i de riges atrier for, med en smig
rende dedikation eller en smudsig skjæmt, at tigge sig til et
maaltid eller i heldigste tilfælde nogle sestertier.
Med denne slegt afsluttes rækken af antikens digtere,
og panegyriken er den sidste forkrøblede ætling af antikens
vældige folkeepos. Saa kom middelalderen, som i litterær
henseende kan siges at begynde med indgangen til det ellevte
aarhunclrede. Fra vort synspunkt kan vi dele den middel
alderske litteratur i to store grupper: den lærde og den
mere folkelige, af hvilke den første i regelen var paa latin og
af teologisk indhold, medens den anden var paa moderne
sprog og ialfald tilsigtede at more eller underholde. Vi vil
først se paa den lærde litteratur.
Det vilde naturligvis være urigtigt at betragte de herhen
hørende skrifter, af hvilke kanske de allerfleste er rundet af
den religiøse begeistrings kilde, som en handelsvare i lighed
med den senromerske tids servile panegyriker, men aldeles
frem med har dog neppe det økonomiske synspunkt været
for ialfald en stor del af de tiders lærde forfattere. Det er
sandt, at de ikke fik nogetsomhelst honorar, ikke engang
for dedikationer; thi arbeider af denne art synes for
holdsvis sjelden at have været tilegnet enkelte personer.
Men fuldstændig uden løn var forfatterens møie dog ikke,
155
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
