Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fr. Macody Lund: Da grundmuren sank
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DA GRUNDMUREN SANK.
Skitse.
Vaaren vilde ikke komme. Menneskene saa i almanak
ken; man rystede paa hovedet og saa ud: var dette
et veir i slutten af mai, og endda havde det ikke været raad
til at komme paa sjøen for ruskeveir og vestenvind, som
havde alle slags luner. Det var til at blive gal over —al
denne meningsløshed langt ud i aaret, medens man sydpaa
havde havt 17de mai med kneldrende fanetog i varme og
solskin.
De gamle trøstede med, at veiret nu engang ikke gi k
efter almanakken. Som om det kunde trøste dem, som
havde ungdommens længsel og hastverk!
Og det var der to, som havde i det lille fiskevær.
De havde sine planer, og de skulde igjennem.
Nu saa det ud til, at alt skulde ryke for dem. Alt var
saa übarmhjertigt. Gamle Ola Bryggemand 1 sagde, det var
en stjerne, som var i nærheden af maanen, og saalænge den
var der, blev der intet an det veir.
Men endelig kom dagen ren, blank og klar. En egte
vaardag, ren, uskyldig og lin, som den kan være det langt
der nordpaa i Finmarken.
Under en sølvblank luft laa landet indhyllet i en florlet,
gjennemsigtig dis, og havet laa glat og blankt og strakte sig
udover i skinnende, blaagraa tarver som et teppe af silke,
medens det laa stille og trak sig i fjæren med klukkende
lyd, bløde og indsmigrende som dagen seiv, og maagerne
seilede i den bløde, stille sølverne dag.
1 Sjøhusforraand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
