Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verden er gråa nei, verden er deilig!
Hjalmar Christensen.
skaben vinder nye seire, eller hvorledes deres sociale arbeide
bærer frugt. Under alt dette var selve de emner, de beiand
lede, ofte alt andet end lyse. De skrev med arbeidets glæde
om sørgelige ting. De skildrede nutidslivets konflikter, indre
modsigelser og lidelser i dystre farver. Der var sorg og
mistro og hverdag i deres bøger, mens der vor fest i deres
sind. Den fest, arbeidet giver, kunstnerens fest. Hertil kom T
at mange af dem var optimister: de troede paa en social
forbedring, ja, deres bøger var ofte indlæg i den sociale strid,
de havde et maal udenfor det kunstneriske, og dette maal
føltes ikke sjelden som det egentlige.
Lidt efter lidt stilnede kampiveren af, begeistr.ngen
tabte sin glans. Den sociale bedring udeblev. Den store
borgerlige klump lod sig ikke saa let sprænge. Digterne
begyndte seiv at tvile. Men da først følte de seiv rigtig, hvor
cleres em ner var gråa og sørgmodige. Deres læsere lavde
længe følt det, ogsaa monge af dem, der havde havi den
kunstsans, at de kunde glæde sig ved de mørke skildringer
for deres digteriske værd, var begyndt at gaa trætte. Forfat
terne og publikum fører hver sit stemningsliv, men der øves
uvilkaarlig en gjensidig indflydelse. Forfatternes kunstneri
ske mogt kan tvinge publikum, men det hænder ogs.ia, at
publikum lidt efter lidt, übevidst, gjør sin stemning gjæl
dende hos forfattere, der mindst af alt vilde gaa publikum
tilhaande.
Mod slutningen af ottiaarene ser vi da ogsaa, a: der
baade i Danmark og Sverige klages sterkt over realismens
«graahed». Der kaldes høit paa livsglæden. Man er tiæt af
hverdagslivet og de sørgmodige farver. Det er denne stem
ning, som viser sig soo sterkt hos Holger Drachmarn, at
han endog maa foranstalte et slags løssigelse fra sine gomle
kompfæller. Hon syntes næsten ot ville sige, ot det er dem,
der tidligere havde formørket solen for ham. Og nu -ulde
han glæde sig ved den blåa himmel. Det er hos os, nogle
aar efter, den samme polemiske livsglæcle, der udtrylkes i
Vilhelm Krags «Ouverture»:
I Sverige vor det Verner v. Heidenstam, der først og fremst
bliver den nye stemnings tolk. Han debuterede 1888 med
«Vallfart och vandringsår» og anslog allerede her en ny tone,
af trodsig livslyst, of skjønhedslængsel, af entusiasme for
206
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
