Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svingninger og slemninger i dansk litteratur 1870—1902.
antiken. Og dog bankede der en nervøs uro under ordene,
det moderne livs tærende uro. Den stolte ideolist var merket
af sin tid. Heidenstam har bestemtere og fyldigere end nogen
danske eller nordmand givet udtryk for de tanker og følelser,
der ligger under det litterære omslag i slutningen af otti
aarene. Bortseet fra, at han forsøger at hævde en væsentlig
uoverensstemmelse mellem realismens idéer og det svenske
folkelynne, kan hans ord passe ogsaa for de samtidige rö
relser i Donmark og Norge. Grundtanken for «Vallfart och
vandringsår» udførte hon videre i brochuren «Renässans» og
i det lille stykke, hon udgov sömmen med Oscar Levertin
«Pepitas bröllop». Hvor meget der i det enkelte kan være
urigtigt i Heidenstams kritik og navnlig i de porolleler, hon
droger mellem fransk og nordisk reolisme, er den meget ka
rakteristisk for den træthed, den realistiske digtnings objek
tive detaljskildring havde efterlodt i sindene. Den fik et godt
svor i Tor Hedbergs lille skrift «Glädje», hvor digteren beto
nede, ot der endnu vor soo liden grund for den livsglæde,
Heidenstom søgte ot fremmone i digtningen, og ot denne
glæde olene kunde blive en frugt of det orbeide, der endnu
vor soo lidet fremskredet. Georg Nordensvon hor poo væ
sentlige punkter truffet det rette i et brev til «Finsk tidsskrift»,
hvor hon omtaler denne feide: «Heidenstams opsats hor her
gjort meget væsen af sig. Af høires kritikere har nogle
skyndt sig at række hom haanden, fordi han udtaler sig mod
graamolingen i kunsten, og fordi han spoor naturalismen
undergang, ganske som om nogen havde troet, at den digt
form var udødelig eller den obsolut rette, og saa lukker de
øinene for hans radikalisme, hans beundring for Zola og
hans flere steder betonede venskob for den hadede og fryg
tede Strindberg. 1 det store og hele er der slet ikke noget
nyt i Heidenstams programartede og vel fordringsfulde bro
chure. Han vil han som andre —, at forfatteren skal
kjæmpe mod selvstændighed, og at landets litteratur lige
ledes skal søge at bevare sit nationale lynne og vogte sig for
at bygge paa forbilleder fra udlandet. Åt vi bør være glade,
er nok ønskeligt, og det er i alle tilfælde morsommere at le
end at graate; men selv om en og anden af de forfattere,
som følger modens krav, nu kommer til at gjøre en front
förändring, tror jeg ikke, denne vil faa nogen afgjørende ind
flydelse paa vor litteraturs holdning. Hvortil tjener det
207
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
