Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
svan spaaede. ingen mere afgjørende frontförändring. Det
er dog ikke helt rigtigt: paa ét punkt, og et ikke uvæsent
ligt, foregik der virkelig en frontförändring.
Dengang Georg Brandes kaldte til nyt liv i Danmark,
havde han sagt: forlad de gamle aflagte idealer og opsøg
virkelighedens problemer. Saa intimt forbundne som den
sociale og litterære bevægelse dengang var, kom ganske na
turlig den lange række af sociale problemer til at gjøre sin
gang gjennem skjønlitteraturen. To store norske digtere
Ibsen og Bjørnson viste her veien. Nu er det jo meget
muligt, at der kan opstaa god kunst, seiv om kunstverkets
skelet er et samfundsproblem. Det har de to nævnte digtere
hyppig vist. En fare er der altid: nåar digteren samtidig
skal løse eller i ethvert fald belyse problemet, kan dette virke
hindrende for hans kunstneriske frihed, og det kan forlede
ham til at gjøre vold paa livet.
Men ottiaarenes problemdigtning gik endnu videre,
navnlig i Sverige og Norge, kanske mindre i Danmark.
Problemet blev altfor ofte det væsentlige, og digtningen fik
et stedse mere udpræget aktuelt formaal, en bestemt tendens.
En betragtelig del af ottiaarenes realistiske litteratur tilhører
denne tendensdigtning. «Man forivrede sig,» skriver en
svensk kritiker, som nylig har behandlet denne periode,
David Sprengel, «man gjorde tendensen til et grovt fonnet
løsen og begyndte tilsidst at glemme, at al denne drøftelse
af forskjellige spørgsmaal, denne reformiver, denne lyst til
at bære stråa til det almenes store’høstak dog ikke i og for
sig kunde gjøre en bog til et kunstverk. «Det verk, som
ikke i og for sig indebærer en bestræbelse, en nyttig ben
sigt, er et unyttigt verk, et dødt produkt,» erklærede en for
fatterinde i denne periode, og hun udtrykte manges mening.»
I Sverige var det navnlig endel forfatterinder, som
tumlede med problemerne, og problemet par excellence det
var naturligvis kvindesagen, kvindens sociale stilling, sam
fundets uret mod kvinden. I Norge fik tendensdigtningen
sin mest ukunstneriske form i sedelighedsstriden, hvor
Bjørnson gik beklagelig i forveien med «En hanske». 1
Danmark tog forfatterne gjennemgaaende lidt forsigtigere
paa problemerne, men ogsaa her virkede den aktuelle hen
sigt nu og da forstyrrende. Seiv hos en forfatter som Edvard
Brandes, der har en saa ærlig og nøktern virkelighedssans,
210
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
