Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 Samtiden. 1903.
Svingninger og slemninger i dansk lilleralur 1870—1902.
at gjøre den, hvem Nordens ungdom skyldte mest, til en
frem med i Norden.
Denne misstemning ligeoverfor Georg Brandes blev imid
lertid kun af kortere varighed. Ganske naturligt, fordi me
sterens aandssmiclighecl lod ham forståa de stemninger, der
gjorde sig gjældende hos nittiaarenes unge, fuldt saa klart
og saa inderlig som nogen anden. Alt hvad eler rørte sig
ude i Europa af nyt og merkeligt, fandt fremdeles sin tolk i
ham. Han var ikke i nogen henseende stivnet i den idé
kreds, der bestemte karakteren af det politiske og litterære
liv i Danmark i sytti- og ottiaarene. Med al sin sympati for
folkenes kamp mod bornerede og tyranniske regjeringer var
han ingen forstokket demokrat. Hans glødende frisind reiste
sig ogsaa mod det tyranni, som det moderne flertalsvælde
kan udøve. Det synes ogsaa, som om hans erfaringer gjen
nem aarenes løb har berøvet ham adskillig af hans oprinde
lige tillid til demokratiet Uden at eler paa noget sted kan
paavises noget brud i hans anskuelser, vil man, ved at sam
menligne hans tidligere og hans senere arbeider, føle, at der
her er en ikke ringe forskjel. Hos ingen har Nietzsches ar
beider mødt en mere aaben forstaaelse end just hos Georg
Brandes. Og ligesom han, Stuart Mills og Lassalles sym
patiske kritiker, var blandt de første, der gjorde Norden be
kjendt med den store tyske digter-filosofs aristokratiske radi
kalisme, saaledes har han paa skjønlitteraturens omraade
med den samme glæde og varme, hvormed han engang skil
drede den franske realismes stormænd, Flaubert, brødrene
Goncourt og Zola, for sit nordiske publikum, senere forklaret
kunstnere af helt nye retninger, Maeterlinck f. eks.
Ligeoverfor denne alsidighed er det helt mislykket at
ville gjøre Georg Brandes til partimand. Paa ét omraade
virker han maaske relativt streng og umedgjørlig. Hans fri
sind paa det religiøse felt er af saa lidenskabelig natur, at
ethvert tilløb til kirkelighed, til religiøst paatryk vækker hans
varmeste uvilje. Og den lette religiøse sentimentalitet, der
har smittet endel af nittiaarenes novellelitteratur, er ham
heller ikke synderlig smagelig.
Jeg har sagt, at den litterære krise omkring 1890 væ
sentlig havde det gode resultat, at den bevirkede en større
frihed i tormen, en dristigere udfoldelse af digternes person
lighed, deres særegne evne. Forøvrigt blev der, som Norden-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
