Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterær oversigt.
Man røres ikke, fordi man ikke tror. Heltindens umenneskelighed mod
gemalen er ikke tilstrækkelig psykologisk motiveret, og den maade, hvorpaa
hun slænger tilside, «den lille flaten», der ogsaa er hendes barn, ogsaa har
krav paa hendes moderlige omhu, for at gaa sin pilgrimsgang cfter det bort
komne, virker unaturlig og oprørende. Alt, hvad heltinden foretager sig,
er maaske tænkeligt. Men hr. Bojer lader os ikke forståa, hvorfor netop
denne kvinde maa handle slig. Og han giver kun et svagt indtryk af det
indre oprør, den storm af modstridende følelser, hvoraf en handlemaade
som Ragnas alene kan fremgaa.
Hr. Bojer har en ikke almindelig fortællerevne, men hans menneske
skildring förekommer mig oftest at mangle dybde. Han bygger op en sjæle
lig udvikling, som hyppig fattes organisk liv. Hans sprog er i den sidste
bog omhyggeligere skjøttet, end det gjerne var i hans tidligere arbeider,
glat glidende, men uden glans, uden sterkere personlighedens præg.
Der er noget vagt og vegt over Otto Borgs «Min vens historie» ,
historien om en mands langsomme hensygnen og en god kvinde, som først
i sidste stund vover at trøste ham. Ordene famler saa hjælpeløst om det,
der sker. Egentlig sker der ogsaa saa lidet. Der venter et menneske paa
at dø. Men der er en blød og smuk stemning, en oprigtig følelse i den
usikre skildring. Der er ord, som gaar til hjertet. Jeg ved ikke, om for
fatteren er pseudonym. Det vilde ikke forundre mig, om bogen var skrevet
af en kvinde. Dens kunst er uhjælpsom og ufærdig. Men den eier en bleg
kvindelig poesi.
Severin Liebleins «Bedre mands barn », skildringer fra Kristiania
gutternes verden, saaledes som den saa ud for en tyve aar tilbage, viser en
merkværdig evne til at gjenoplive begivenheder, som hos de fleste glider
ud i en fjern taage, hvor kim et enkelt frems pi ingende punkt hist og her
har bevaret sin tydelighed. Han har formaaet at give sammenhængende
billeder fra guttedagene, hvor stemningen tilhører hin «vundne tid, mens
det er en moden mands øine, som iagttager. Han har saaledes opfyldt de
to afgjørende betingelser for den genre, han har valgt. Der er endnu en
vis journalistisk hastighed i hans fremstilling, en mangel paa sproglig kræ
senhed, som altid irriterer desto mere der, hvor en forfatter yder noget
værdifuHt. Naar der staar om lille Joachim, at «han eiede fantasi af første
klasse» eller at «de søde linne’ar smilede til dig som engleøine», faar man
et øiebliks uvilje mod den mand, der netop har vist, hvor godt han kan
male. Man føler i hr. Liebleins bog en personlighed, en kunstner, der har
seet med egne øine, men det er endnu ganske langt fra, at denne person
lighed er sikker paa sin form. Forstyrrende er de gjentagne henvendelser
til vennen Gabriel, hvor forfatteren ofte blir baade sentimental og mo
ralsk, om han end nu og da faar indflettet noget, som fortjente at tages
med, og som det var vanskeligt at finde plads til paa anden maade. Bogen
mangler fasthed i komposition og sprog, men den er frisk og varm, viser
sundt blod og hjertelag, egenskaber, der gjør, at man gjerne overser dens
svagheder.
Et friskt og tiltalende arbeide er Morten Hansens «Ka’l den 12te,
Lufta», beretning om en Kristiania-gut fra Vaterland, hans oplevelser i den
første ungdom, kameratsliv, kampe og bedrifter, indtil han netop konfir
meret, drevet af sin eventyrlyst, søger ud i den vide verden. Den lille
239
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
