Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Vaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Våar
Den store svartgraa, veirbidte bygning stod der saa dyster
og skummel som altid, en tung og truende uformelig jætte,
skulende uhyggelig med sine blinde øine ud mod det nøgne
hav. Og solen kunde ikke give den et stænk af lys og liv.
Den viste bare end nøgnere kolossens kvælende vælde og
knugende skjønhedsforladthed.
I en af cellerne mod havet sidder en fange ganske stille.
Han sidder med hodet hvilende i haanden, stirrende ind i
den nøgne murvæg. Han er dødn ingemager, hans ansigt er
gult og gustent; han ligner den gjenopstandne Kristus. Men
hans aasyn er dybt forgræmmet. I timevis sidder han saa
dan, uden at bevæge sig; kun nu og da flytter han hodet
fra den ene haand til den anden. Ingen lyd kommer fra
hans læber, intet ord, intet suk.
Længe har han siddet saadan. Uveiret har raset over
hans hode, -vinden har hævet stene og træstumper mod glug
gens rude, ulet i gange og korridorer og pebet i nøglehul.
Har han hørt det? Neppe. Hans ansigt har ikke vist liv,
og ei hans øine.
Celledøren aabnes, og en vogter træder ind med mad,
som han sætter fra sig paa bordet. Fangen forandrer ikke
stilling, nåar vogteren kommer ind, ja, han ser end ikke
paa ham. Vogteren betragter ham en stund. Saa lægger
han haanden paa hans skulder: Spis, siger han venlig; De
skulde spise lidt. Fangen ryster paa hodet. Nu ser han op.
I hans øie ligger haabløs, uslukkelig sorg. «Jo. De skulde
spise lidt. Forsøg. Hvad nytter det at gruble? Det nytter
jo intet. Det, som er, kan jo ikke forandres. Men hvorfor
gjøre sig det saa ondt som muligt? Spis, gjør det! Jeg
maa gaa, men jeg lar maden staa. Og forsøg saa at spise
lidt. Maden er god, den er fra vört eget kjøkken.» Han gaar.
Fangen blir siddende som før, han rører ikke maden.
Dagen glider. En fin solstrime har listet sig ind gjen
nem gluggen og sidder og smiler og tindrer paa den gråa
cellevæg. Den flytter sig varsomt, nedover og henimod bor
det og puster sig samtidig op, blir bredere og bredere og spin
der stille og lydløst en luftig, guldglimtende væv af diamant
støv mellem sig og gluggen. Nu er den en stor, jublende
firkant, og den brede søilevæv glimter og knitrer i de dei
ligste farver. Der træffer et hjørne af solsøilen fangens håar
og tænder det i blanke blus, og en straalebundt lægger sig
255
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
