Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Vaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nu breder mørket sig tæt og sort.
Sigmun Rein.
stille om hans lillefinger og forgylder den sirlig. Han ser
den lysende hætte paa sin finger, han betragter den med
ligegyldighed, saa med nysgjerrighed, saa med undren, han
hæver hodet, og den straalende pragt vælder ind i hans øine.
Hurtig reiser han sig, ser sig rundt omkring, cellen tindrer
af lys. Et stort, vakkert barnesmil lægger sig skinnende
over hans hele aasyn, og han staar henført i beskuelse af
soltirkanten paa væggen.
Pludselig vender han sig og ser op mod gluggen : kan man
komme derop og se ud? Han forsøger, men det lykkes ikke,
der er intet at faa fodfæste paa ; han forsøger gjentagende,
men kommer ikke op. Han vender sig atter mod solpletten,
den er allerede et stykke opad væggen, men ikke høiere, end
at han kan naa den med sine hænder. Han bader hæn
derne i sollyset, holder dem stille og lar den fine varme
risle sig gjennem kroppen. Han springer op paa bordet, og
nu kan han se solen seiv, den blænder ham et minut; han
lukker øinene og bader ansigtet, aabner munden og slikker
med vellyst solen i sig. Atter prøver han at se solen, og
han ser, men ser sig blind. Og igjen bader han hænder og
ansigt og slikker begjærlig i solstrimen. Thi nu er det
atter kun en strime, om lidt vil den være borte. Kjærteg
nende holder han om den sidste rest, en tynd sølvstreng,
hurtig svinder den ind til intet cellevæg
gen er mørk og truende. Hans øie haster op mod gluggen,
han prøver paany, og ved at anspænde sig til det yderste
lykkes det ham at klatre saa høit, at han kan se ud.
Derude er herlig våar. Markerne skinner grønne og
fede, trærne har en tindrende tone af sølv af de nye, hvide
skud. Havet ligger som brokade, virket med blinkende guid
og sølv, garneret med de sarteste skumhvide kniplinger, og
himlen er lys, lys fløiel.
Nu og da farer en flyvende fugl som en guldpil forbi,
og en og anden baad blinker sig langsomt henover havet,
blink i blink i det skinnende sølv.
Solen glider bag bjerget, skumring fylder verden. Endnu
staar fangen ved cellens glugge og stirrer ud.
Celledøren aabnes ; det er vogteren, som kommer med
kveldsmaden. Han har lys med. Fangen sidder paa sin
256
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
