Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Vaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Herre Jesus!» sagde vogteren bestyrtet.
Signum Rein.
17 Samtiden. 1903.
Våar
stol; det gir et sæt i ham, idet døren aabnes. Med store øine
følger han hver bevægelse af vogteren.
«Nei, men De har jo ikke rørt maden!» udbryder denne
bebreidende. «Hvorfor har De ikke det? Er De ikke frisk?
Er De syg?»
Fangens stirrende øine staar store paa ham. Pludselig
er det, som gaar der en splint i dem, derpaa ligesom skrum
per de sammen og kryber længer og længer ind i hodet.
Saa falder øielaagene i.
Vogteren blir ræd. Han tar fangen i skulderen og rusker
lidt i ham og roper: «Er De syg? Hvad feiler Dem?»
Fangen aabner atter øinene, de har sin sedvanlige stør
relse; men blikket synes at komme andetsteds fra end fra
ham seiv.
Han smiler. Og med en underlig, spæd stemme siger
han, idet han gestikulerer forklarende med hænderne: «Jo,
nu maa vi ud og ro, du, se, hvor fint våndet er! Det er
længe siden vi rodde nu, hvorfor har vi igrunden ikke rodd
paa saa længe? Ja, det kan jo ogsaa være det samme, men
idag maa vi ud, det er saa varmt og deiligt veir, vi trænger
virkelig til at komme ud i luften .»
257
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
