Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Den politiske skandinavisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dm politiske skandinavisme.
selvstændigt og uafhængigt, formaaet at skabe en enestaa
ende lykkelig og jevi udvikling i fredens arbeide.
Ligesom den fude nationale selvstændighed er de bedste
vilkaar for et folks idvikling og et lands trivsel, saaledes er
modsætningen : unærkastelse under fremmed magt og ind
flydelse den største hindring. Jo intimere og fastere og jo
mere omfattende ei union er, desto mere hindrende og
kuende for folkenes vekst; jo løsere og rummeligere, desto
mindre skade anstifer den. De taaleligste unioner Norge
har havt, er saalede; forbundet med Danmark efter Fredrik
den fjerdes tid og eidmere unionen med Sverige efter 1814,
fordi foreningsbændene i den første periode var løsere
og den selvstændigt udvikling i den sidste har havt for
holdsvis frit spillerim.
Man skulde tro at den skandinaviske politik ikke kunde
gjenvinde tilhængen i Norge efter 1814. Der var saa rige
erfaringer og minder om dens ydmygelser og ulykker, og
nationen havde pac Eidsvold saa sterkt manifesteret sin
selvstændighed, at nan med rette maatte antage, at frem
tidig skulde intet fcrdunkle synet eller forvirre begreberne.
Vistnok gik iman hesten samme aar med paa en ny union,
men det skede hd os sige os det seiv uden forbehold
under trykkett af landets nødstilstand, og fordi rigets fulde
suveræne sellvstæncighed samtidig blev forfatningsmæssig
sikret. Og dcog gik der ikke en menneskealder, før skandi
navismen igjjen reiste hovedet ogsaa i Norge og blev til
syneladende (den hekkende retning for en hel generation,
fra slutten af treti- lii sekstiaarene af forrige aarhundrede.
Allerede HenriL Wergeland (død 1845) havde advaret
mod den. H sin <Nordmandens katekisme», der udkom
første gang 1832, spør han: «Hvor ligger det berømte land
Skandinavien ?» og svarer: «Jeg stirrer hvad jeg kan gjennem
luftens blaanen; thi ligger det etsteds, det ligger nok i
maanen.» Blandt hans sidste skrifter er «et frenologisk
foredrag», hvor han ser sit dødningehoved om 20 aar holde
foredrag for medicinske studenter, og da han hører om
«skandinavismens mdførelse», og tilhørerne raaber «leve
Skandinavien!», klaorer dødningehovedet: «Nei, leve gamle
Norge! Hjælp, Siful! Ud med den fordærvede ungdom!»
De følgende 20 aars historie viste, at han spaadde ret.
Men Siful kom ogsaa.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
