Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Den politiske skandinavisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Løvland.
Saa sterk og stortalende var denne retning, at kongerne
reves med, og den danske politik regnede med den. Det er
senere oplyst 1, at Bismarck ogsaa havde indrettet sig der
paa; han havde sikret sig, at Rusland, fra Finland af, skulde
holde Sverige og Norge i schak, og sandsynligvis var det
ham, der af mange grunde ønskede at holde Rusland uden
for, som havde sørget for, at den svenske og norske regjering
var blevet underrettet om denne «hemmelige aftale».
Da prøven kom i 1864, sank skandinavismen sammen.
Det blev ikke slesvig-holsteinske oprørere under prinsen af
Augustenborg, som angreb Danmark, men de to tyske stor
magter Preussen og Østerrige under Bismarcks ledelse. Det
viste sig nu, at den skandinaviske «ide» ikke havde grebet
det norske og svenske folk. Baade regjeringerne og national
forsamlingerne holdt sig tilbage, vilde ikke deltage i krigen.
Trods seig og tapper modstand blev Danmark overmandet
og maatte afstaa alt land søndenfor Kongeaaen undtagen
byen Ribe med nærmeste omegn. Den skandinaviske poli
tik havde intet godt udrettet, men bidraget til at føre de
danske statsmænd til at begaa farlige feilgreb.
Skuffelsen og bitterheden var dyb og alvorlig. Den
norske litteratur har bevaret et uforgjængeligt minde derom.
Ibsens «PeerGynt» er født af stemningerne efter 1864. Satiren
over dovregubben, det troldeligt nationale og livsvisdommen :
«Trold, vær dig seiv nok!» sigter altfor tydelig til det norske
folk, som svigtede «en broder i nød».
Men heller ikke paa den indre norske politik skulde
skandinavismen blive uden indflydelse. Som jeg ved en
anden anledning har paapeget 2, vendte den sig her mod en
praktisk opgave, nemlig at revidere unionen mellem Norge
og Sverige i retning af udvidet og nærmere sammenslutning
mellem rigerne.
Det saakaldte skandinaviske selskab i Kristiania, som
stiftedes 31te mai 1864 for «at virke til en nærmere politisk
forbindelse» mellem de tre folk, blev et hjem for denne
revision. Det var, som om sindene var kommet i slig
fart i retning af sammenslutning, at de ikke kunde stanse.
Det uheldige rigsaktsforslag af 1867, som blev forkastet
af stortinget 1871, var frugten. Men under de politiske bryd-
1 Af bankdirektør, fhv. statsraad Ebbe Hertzberg i artikler i «Mrgbl.».
2 Se ogsaa J. E. Sars : Norges politiske historie 1815—85, s. sö’s flg.
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
