Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Aanrud: Norsk skjønlilleralur i 1903
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Aanrud.
livets fantalistiske tilskikkelser. Og endelig kommer Thomas
P. Krags bog «Daudmandsholmen» ; den kan ogsaa kaldes
roman. Den har dog øiensynlig intet med den reale virkelig
hed at gjøre, men synes at være bygget udelukkende paa
fantasi eller fantasteri for at give anledning til stemningsskil
dringer fra kyst og hav, og den minder saaledes sterkt om
hans «Jon Græff» og øvrige skildringer «der vesterfra»; men
jeg synes ikke, den kan maale sig med disse ældre, hverken
i stemningernes enkelhed eller intensitet.
Saa vender vi os til aarets novellesamlinger, og her møder
vi straks fire saa fortrinlige navne som Garborg, Hamsun,
Kinck, Niels Collett Vogt.
Garborg og Hamsun holder revue over sig seiv. Garborgs
«Fjeld-Luft» indeholder ni smaa skitser, hvoraf den ældste er
skrevet i 1886 og den sidste i 1902, spender altsaa over et
tidsrum af næsten et snes aar. Den afspeiler saa at sige
Garborgs litterære udvikling i denne tid, særlig for dem, som
har fulgt hans øvrige produktion, og er saaledes meget inter
essant ved siden af, at den indeholder fortrinlige ting.
Hamsuns «Kratskog» er en lignende samling. Han har
ikke angivet tiden for de forskjellige stykkers tilblivelse, men
jeg tager neppe feil, nåar jeg tror, at de spender over et tiaar.
Mange af dem er meget fornøielige, og for dem, som vil stu
dere Hamsuns stil baade i dens ensformighed og dens veks
len, vil den være uvurderlig.
Hans E. Kincks «Naar kærlighed dør» og Niels Collett
Vogts «Mennesker» er nyt af aaret og fra litterært standpunkt
kan det neppe betviles, at de er aarets mest karakteristiske
og betydeligste bøger. De har paa en maade noget tilfælles,
der er vilje, sinne, lyrik i dem. Man føler straks, at det her
er hoveder, som har arbeidet hedt, og hjerter, der har banket
heftig. Det er ikke bare kunstglæde, det er trods i dem.
Vogts «Mennesker» er smaa fortællinger, der eksploderer
i et stemningsudbrud; de er saaledes af rent lyrisk natur,
fortæller gjennemgaaende mer om forfatteren end om de andre
mennesker, de fortæller om. Den sidste og interessanteste
er et lidet drama, som jeg senere skal komme tilbage til.
Kincks bog indeholder fem større og mindre noveller.
De er indbyrdes vidt forskjellige, men alle gaar de nøiagtig
ind under titelen «Naar kærlighed dør»: det er denne proces
hos de aller forskjelligste mennesker, de alle übønhørlig for-
134
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
