Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Aanrud: Norsk skjønlilleralur i 1903
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk skjønlitteralur i 1903
tæl ler om, og fra de mest overraskende og forbløffende syns
punkter. Med lun humor i «Miles gloriosa» og «Just som
en slags fortrolighedstrang», med dybt alvor i «Manden fra de
ytterste skær», med idealet af frigjort ironi i «Et ungdoms
portræt af Søren Kierkegaard» og med en blanding af alt dette
i «Prosit Blume». Seiv om denne bog ikke betegner nogen
kulmination i Kincks produktion han har naaet ligesaa
høit før og vil sikkert ogsaa gjøre det herefter saa er der
alligevel en ting, som tyder paa, at den kanske vil sætte
merker, den har faaet et langt større publikum end de
fleste af hans tidligere, man begynder at faa øie paa denne
merkelige fortåtter.
Af debuterende forfattere paa novellens eller romanens
omraade er der iaar kun to. Den ene er en dame, Ragnhild
Jølsen, der har udgivet en roman, «Ve’s mor». Den har vakt
en vis opmerksomhed ved en for en debutant og en dame
sjelden dristighed og knaphed. Om det er noget talent af
betydning, er imidlertid jeg ikke istand til at have mening om
efter denne ene bog. Den anden er en aabenbart ung mand,
Aksel Borge, der rigtignok ifjor debuterede med et versifi
ceret Faustdrama «Broder Constans». laar har han en roman,
«Felix Høks ungdom», hvoraf man imidlertid ikke kan slutte
andet, end at forfatteren endnu er ung og naiv.
Dermed forfader vi roman- og novellelitteraturen og gaar
over til at se paa den lyriske og dramatiske. Den lyriske
eller rettere den i bunden stil er neppe synlig; den bestaar,
saavidt mig bekjendt, kun af en liden pen digtsamling, «Egne
Veie», af Andreas Jynge, samt «Olaves Pedersens viser» af
Alfr. Sinding Larsen, hvilke sidste jo allerede er klassiske.
Den dramatiske litteratur er noget rigeligere. Her har
Vilhelm Krag mødt med «Situationens herre» og Thomas P.
Krag med «Ægtemænd og lygtemænd», begge lystspil eller
rettere farcer uden noget større litterært værd. Den mod er
der fire andre dramaer, som fortjener opmerksomhed. Først
og fremst kommer Hamsuns «Dronning Tamara». Hamsun,
der allerede har en betydningsfuld og betydelig dramatisk
produktion bag sig, har utvilsomt her vil let lægge et stykke
særlig tilrette for scenen, og dette har i det store og hele lykkets,
uden at stykket har tabt noget af det for Hamsun eiendommelige.
Nnar stykket hidtil ikke har faaet en übetinget scenisk sukces,
tør grunden søges vel saa meget hos teatret som hos forfatteren.
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
