Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Knut Hamsun - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Just Bing.
haan, aabenlyst for selskabet. Hun nytter hans plads ned
ved spisebordet, hun ser paa ham med hævet glas, og nåar
han hæver sit glas mod hende, drikker hun med hans side
mand, det gamle vrøvl af en huslærer. Hun faar en til at
holde tale for ham, og nåar han svarer derpaa i en verdens
mandsmæssig, noget kjølig tale, saa afbryder hun ham med
flammende blik og understreger de kjølige ord. der faldt saa
naturlige, saa de stivner til is under hendes had og hendes
spot. Det er noget af Edvarda Mack, som kommer frem
hos Victoria i dette øieblik. Men ligheden varer kun et øieblik.
Victoria kan ikke som en Edvarda Mack leve i hådet; kanske
fordi hun aldrig har faaet leve i sin kjærlighed som Edvarda.
Fortvilelsen tager hende. «Saa sluktes brat hendes øine, hun
begyndte at smile hjælpeløst og ryste paa hovedet: Jeg
mente bare at overdrive, han overdriver jo seiv.» Og saa
tinder han udveien : hans tale mindes deres barndoms leg.
De stunder havde faaet en betydning for hans liv, som ingen
kjendte. Biussede hans digt, var det, fordi minderne derfrå
tændte ham. Og da han har sluttet med tak for den tid, da
vil Victoria sende han en syringren til tak for hans ord.
Den skjulte forstaaelse er det eneste livselement, hvori denne
elskov kan være: gjenkjendt og følt og dog med maske.
Det er først der, hvor hele hendes jeg er udslidt, at den
kommer helt og aabent frem. Hvor hun efter sin forlovedes
død kommer til ham, forpint og overnervøs, brister det ud
af hende. Og i hendes sidste brev til ham «skämmer jeg
mig ikke for Dem mere». «Før mens jeg var fuldstændig
i levende live, vilde jeg heller have lidt nat og dag end skre
vet til Dem igjen.» For stolthed og blyghed er livets magter
i denne kjærlighed; den afviser den paatrængende, den vil
anes, men ikke ligge aabenlyst, den vil ikke behandles som
en hel virkelighed med en virkeligheds magt og ansvar.
Snart aabner den sig som tilværelsens inderste ildkjerne,
snart flakker den udenom den som et gjekkende blaalys.
Denne idelige skiften fra sandhed, som vil være gjemt og
glemt, til skin, som vil seés, frem og tilbage, frem og tilbåge
det er dette tine, individuelle, evig flygtige, evig gyldige i
den menneskeskildring, Hamsuns kunst har lagt over det
gamle hjertebrækker-motiv.
248
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
