Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andr. M. Hansen.
versalismus des kategorischen Imperativ ist der Universalis
mus des Universums, die Unendlichkeit des Weltalls nur
das Sinnbild der Unendlichkeit des sittlichen Wollens.» Gjen
nem slutningsrækker, som ofte er originale, fører Weininger
os til det, at «mennesket først er helt sig seiv, nåar det er
helt 1 ogisk». Ja det e r ikke, uden at det overalt og helt igjen
nem er helt logisk. Al feiltagelse er synd. Derfor maa
mennesket ikke tåge feil. Det maa finde sandheden, derfor
kan det ogsaa finde den. Af pligten kan man slutte sig til
evnen, tænkning er frihed. Og «mennesket er alene i
verden, i evig uhyre ensomhed». Og det blir endog spørgs
maal, om han skaber Gud, eller Gud objektiverer sig i ham.
«Han har intet maal udenfor sig. Derfor er han lov i sig
seiv, derfor er han seiv al lov. Og han forlanger af sig seiv,
at han følger denne lov i ham seiv; at han seiv er lov
det er det grufyldte store. Og hans pligt er for ham verdens
altets betydning dette er først sedelighed.»
Det er vanskeligt at gjøre denne paa Kant byggede tanke
gang forstaaelig for moderne mennesker, det ligger nærmest at
følge det som i en religiøs henrykkelse, nåar mennesket staar
alene for sin Gud med følelsen af sit fulde personlige ansvar.
«Alle verdensanskuelser forsaavidt de fortjener navn af
verdensanskuelse (hvad darwinismen og de monistiske an
skuelser, hvori udviklingslæren udgjør det centrale, ikke gjør),
er, saa radikalt de ellers skiller sig, enige i ét, den tro, at
ethvert betydeligt menneske har overbevisningen om eksi
stencen af et jeg eller en sjæl, som er ene i verdensrummet,
staar alene ligeoverfor verdensaltet. Og genialt kaldes men
nesket, nåar det lever i bevidst sammenhæng med verdens
altet. Først det geniale er det egentlig guddommelige i
mennesket. Geniet aabenbarer menneskets idé, baade intel
lektuelt og moralsk, det forkynder for alle tider, at mennesket
er det subjekt, hvis objekt er hele universet. Det er fr i t
som verdensaltet, som selve altet, ikke betinget, men uaf
hængigt. Det vælger i frihed, det gode eller det onde. Sand
hed, ren hed, tro, oprigtighed mod sig seiv det er den
eneste tænkelige etik. Det geniale menneske, som er blevet
sig seiv bevidst, har ogsaa lettest for at skille ucl et jeg hos
et andet menneske. Og kun den, som føler, at ogsaa det
andet menneske er et jeg, en raonade, et eget verdens
centrum med sin egen følelse og tænkesæt, sin egen historie,
450
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
