Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giovanni Verga.
bestaar næsten udelukkende av dem. Det er det fattigfolks
blege, aareladte livsmod han skildrer, baggadernes larm
hvor der stundom gaar fine stille mennesker med oprinde
lige følelser og sanser, og bukker under. Det er de tærings
syge (Per le vie, VIII og XI), selvmorderne (XII samme
samling), det er slagsbrødrene og nattesværmerne paa de
laveste svire-buler (VII), det er fattigmandens datter som til
sidst gaar ned paa goden og lar sig betale for sine kærtegn
(II og X) osv. Det er «/’ esistensa scolorita e uniforme» uden
farve og enstonig som hans øie ser. Og hans skikkelser
føler det farveløse seiv; de kalder livet «una vitaccia da
can{» _ elendigt hundeliv. Det er en skildring av livet som
det glir; der er resignation og graaveir, og ingen sol skinner.
Der er ikke plads for indfald eller kast. Der er ikke en
gnist komik, for det tilhører ikke emnet; og der er ikke et
blunk humor, for det tilhører ikke sydlændingen. Og nåar
skikkelsen er av overklassen, saa er det gerne en blaseret,
som driver dank og kun pønser paa hvoiiedes han skal
linde avveksling («fuggire la noia» Novelle V). I den
sidste i Vagabondaggio Lacrymæ rerum er grundtonen
truffet; det er en kort skildring, hvori han ser menneske
livet under billedet av en leilighed der folk idelig flytter ud
og ind han staar udenfor og ser blot skyggerne paa gar
dinen ; i literært arrangement, og ogsaa i indhold, staar den
nær den første i Per le vie Il Bastione del Monforte -
hvor livet ses under billedet av en spasergang med sit triste
menneskemylr, som er hverandre fremmed i sine sorger,
og heller ikke kender sin egen skæbne. Der er Verlaine’s
kølige høstsørgmodighed over disse to skildringer. Men
seiv hvor der til kærligheden i disse noveller kommer drab,
er det ligesom blodet alligevel ikke rinder hedt.
Verga sliter sig fremover i eo slags medfølelse, og dum
per op i sentimentalitet kunstneren har ligesom ikke fundet
eller forsonet sig med formelen: at livet ødsler! Av og til
kan han da minne om sin franske jevnaldrende kollega
Daudet; men han er uden dennes betændte sødladenhed.
Der er i det hele ved Verga’s kunst ikke én trevl bedær
velse; man ser det tydeligst ved hans behandling av erotiken,
hvor der er sydlandsk sundhed i sanseligheden; han griber
beruselsens moment, men han dvæler ikke, som Zola lig
en frosk i et grønskegrodd dike.
485
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
