Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Alle disse skisser fra bymilieuet er, som sagt, sørgelige,
delvis pinlige, stundom ogsaa med en stærk social tendens
gemt, forsaavidt de viser underklassens sunde passioner,
dens usvækkede naturinstinkter. Men de griber ikke allige
vel, de interesserer ikke, fordi skikkelserne er saa éns : de
ligesom er ikke til for at gribes. Skildringerne er uden
personligt særpræg. De ældre russere har det gemyt, som
skal til for at hæve de smaa enstonige skæbner op i rang
med de store; allerede det italienske sprog lægger jo hin
dringer i veien, hvor det gælder at forlene tegningen med
den særegne lubne mildhed i konturerne. Tydeligst kommer
Verga’s vanmagt frem i situationer som i Drammi intimt i
Lultima oisita: det er en dødssyg frues sidste øieblikke; en
forhenværende elsker kommer blandt de andre paa besøg
ved sygesengen for at si det sidste farvel. Den korte skil
dring er tilstrækkelig for at vise os. hvor grundig den slags
klikker for Verga. Eller for at se ham paa et andet felt
kan man f. eks. læse den korte skisse // come, il quando ed
il perché, optat i novellesamlingen Cavalleria rusticana, en
elskovs-historie fra en by i Nord-Italien, hvor en elskovs-lek
skildres i sin begyndelse mellem en mand og en andens
bortløbne frue, som tror at hun ikke elsker sin lovlige
mand; det viser sig at hun elsker ikke den ny, og det hele blir
ikke til noget. Man blir forstemt ved at se behandlingen av
det erotiske vankelmod dette gode og høist moderne mo
tiv; det er uden duft, uden det fine skær, uden nuancerne i
det sjælelige spind. Naar han færdes i stor-byerne eller ide
høiere klasser, saa er han ikke synderlig betydelig i sin
karaktertegning; de staar ikke overvættes levende for os,
hans skikkelser fra den periode, allermindst de indfiltredé
karakterer. Og han ser i grunden bestandig de samme men
nesker; han fornyer sig ikke. Det gælder endvidere om
denne store gruppe romaner og noveller at de omtrent alle
er skildringer, at de er gliden de, uden intensitet, uden
gnist og skarpe glimt, uden et uvisneligt billede. Det gælder
om selve udførelsen, hvad han etsteds siger om sine skik
kelser, at de er mere eller mindre farveløse og enstonige.
Men der er ved næsten alle disse skikkelser og især i
novellerne ét fællestræk, hvori Verga seiv stikker: det er
deres hjemløshed, deres samfundsløshed.
Og der er én ting til som stadig vender tilbage i denne
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
