Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Et brev fra Adolph Tidemamd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 Samtiden. 1904
Et brev fra Adolph Tidemand.
malede til Dem. Emil skrev vel i de senere aar sjældent
offentligt over kunst, men han paavirkede dog undertiden en
og anden, nåar det gjordes fornødent, nu er det forfærdeligt
dødt og stille om den ting og det lader som bladenes redac
teurer ei have en pen til raadighed i kunstanliggender. Ikke,
at jeg just holder det for særdeles gavnligt, eller af nogen
vigtighed, at der skrives meget om kunst, især nåar ukyn
dighed eller umyndighed eller endog partiaand eller ond
villie raader, men der gives dog tilfælde hvor pennen kan
være gavnlig til at arbeide med lidt i kunstens eller kunst
nerens interesse. Emil er uerstattelig i vore forhold der
oppe. Hans sidste arbeide, som beskjæftigede ham i de
sidste 8 maaneder og hvorpaa han arbeidede rastløst i sine
fritimer, var notiser om mit kunstnerliv 8 temmelig tykke
hefter fuldførte han og begyndte paa det 9de hvori han skrev
ganske faa dage før døden saa pludselig kaldte ham herfrå.
Dette arbeide ansaae han som sit livs opgave og han ud
taler det flere gange deri, at nåar han har fuldendt det, saa
anseer han sin virken her i verden som endt. Og han fuld
førte det ogsaa, de 8 hefter omhandle min kunstneriske
virken, i det 9de begynder han paa nogle erindringer fra vor
barndom, som han i sit sidste brev til mig bad mig om og
saa at gjøre. Jeg kan ikke læse disse hefter uden den
inderligste rørelse, ethvert blad vidner om hans uendelige
broderkjærlighed, hans iver for mit vel og omsorg for, at
jeg som kunstner kom til min ret. Kun sjælden lader han
ogsaa domme tale, han støtter sig til resultater og den succes
jeg var saa heldig at opnaa ved de store verdens udstillinger,
til kritikker fra de forskjellige lande, hvoraf han har afskrevet
mange ordlydende. Men der falder ogsaa bittre hug og
stød, til Dem velbekjendte Christiania-personligheder i anled
ning af altertavlestriden 1842—43 og senere ved andre leilig
heder 1849. De förekommer naturligvis ogsaa deri i aner
kjendelse af den velvillie og det venskab De altid har vist
baade ham og mig som vor hele familie og den væsentlige
indflydelse De havde paa vore daværende kunstforhold. Jeg
troer han var bleven rasende om han havde oplevet at læse
en saadan kritik over mig, som den en dansk, cand. mag.
Lange, skrev i Fædrelandet i anledning af Stockholmer
udstillingen. De kjender den maaske og De har da seet,
hvorledes han æreskjænder mig aldeles som kunstner. Det
569
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
