Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Et brev fra Adolph Tidemamd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ad. Tidemand.
Et brev fra Adolph Tidemand.
holdet her tabt meget for mig. Min sygelighed har ogsaa
bidraget sit til at samlivet med landsmænd er blevet svæk
ket og saa leve vi her meget stille, da vor søn og eneste
barn, Adolph, er i Bergen, hvor han er i skibsbyggerlære
hos Dekke. Han var først bestemt til at være architekt, men
det gik ikke ret og hans lyst har altid staaet til søe og skibe,
og saa reiste han i høst fra Kjøbenhavn, hvor han var med
os, til Bergen . . .
Efter 25 åars forløb efter altertavlestriden kommer man
igjen med en anmodning til mig om at male en altertavle
for Trefoldigheds kirken i Christiania. Jeg kunde maaske
nok have lyst at paatage mig dette om vi kunne enes om
gjenstanden, endnu er intet bestemt. Men jeg frygter for at
have trættet Dem altfor meget. Modtag da til slut en venlig
hilsen fra min kone og beder jeg at bevare i venlig erindring
Deres tro hengivne
Dette brev fra Tidemand til hans gamle ven er skrevet
tre aar før Flintoes død (i 1870). De snilde hjælpsomme
folk Tidemand nævner, er den norske malermester Wiig i
Kjøbenhavn og hans familie, som gav Flintoe en tilflugt
paa det sidste. Organist Sophus Wiig i Herlufsholm, som
allerede har skjænket folkemuseet saa værdifulde gåver av
Flintoes efterlatenskaper, har stillet hans efterlatte papirer
til min raadighet. En del av disse er tidligere offentliggjort
i «Morgenbladet».
Det er forstaaeligt at Tidemand maatte føle sig saar ved
den uvante og haarde kritik som her møtte ham.
Men at han er paa feilspor ved at søke grunden til «den
danske misgunst» og til den haarde medfart i personlige og
smaalige følelser, det staar like saa klart i hvert fald nu
for os, som vet hvem den strenge kritiker var: «En dansk,
cand. mag. Lange» var selvsagt ingen ringere end Julius
Lange. Og det var principper det gjaldt.
Lorentz Dietrichson, den gang docent ved Upsala uni
versitet, hadde i et par avhandlinger git en oversigt over
den skandinaviske kunstutstilling i Stockholm i 1866. Disse
avhandlinger gav Julius Lange utgangspunktet for et par
artikler i «Fædrelandet» med överskriften «Skandinavisk
571
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
