Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verga’s stivnede blik spiller paany.
Giovanni Verga.
proletariatet er for ham mere som merkelige dyr i Noa’s ark
«uno bello originale», som han siger; det siger han aldrig
om kvinderne. Jeg tror trods bærmen de flyder om i
det er de skikkelser, som lukker op ind til Verga’s ihderste
menneske-syn og menneske-skildring. De er intet mindre
end kærnen i det som fornyer hans kunst, det som gir læ
seren den uimodstaaelige vilde eftersmag. Disse motiver sætter
ham ogsaa i indre svingning, saa ligesom hans egen livsfilo
sofi ikke er gaadefuld længer, ja der kan komme noget op
rørsk frem i antithesen (som i slutten av II bell’ Armando)
han taler endog utilhyllet disse kvinders sag. Han har i
dem truffet kuede urmennesker, som reiste sig i sit blods
vældige rus og puffed hensyn tilside. Han har truffet den
enkle passion igen, dens tørst, dens vilje, dens mættelse.
I fremstillingen av det øieblik har han fundet sig seiv, og
det billede han da gir, overskygger al hans øvrige digtning.
Der er over disse scener trods bærmen som flyder rundt
omkring dem noget av de rene urinstinkters forherligelse.
Her slutter jeg denne studie over Italiens selvstændigste
nulevende kunstner. Og jeg gentar hvsd jeg anførte i begyn
delsen av artikelen: Giovanni Verga er blit en milepæl i
det lands skrivende kunst tiltrods for at han ingen frodig
fantasi er, eller er hvad man kalder en stor aand, tiltrods
for at der langs hans vei tillige ligger strødd saamegen for
gængelig, endog dødfødt kunst. Han er blit det av den enkle
grund at han i et for sin udvikling kritisk øieblik hadde mod
nok, og fornem hed nok, til at være sig seiv.
Og i dette træk av modig steilhed er der noget ikke helt
italiensk, som faar én til at studse; det falder én mer end en
gang ind det spørsmaal : mon der ikke ensteds i hans av
stämning er spansk blod? Vi tror jo ot den blanding for
italienerne er god; de bedste romerske keisere kom i sin
tid fra Spanien seiv om det ikke var saa rige begavelsen
de hadde netop det suveræne mod at være sig seiv. Og nu
i disse doge: den maler blandt de aller yngste italienere som
det er umagen værdt at nævne, de Ka ro lis, hans for
ældre er fra Goya’s land. Men dette er kun et indfald;
og det er förligt ot manøvrere med racer som forklaring av
631
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
