Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E.Kinck: Giovanni Verga.
den enkelte, begavelse; jeg nævnte det kun, fordi Verga i
originalitet staar saa forunderlig alene.
I det levedygtige, han har gjort, tilhører han ingen skole.
Av fransk læsning, og muligens av russisk, er der blit noget
siddende igen; men det dukker kun frem ved behandlingen
av de emner som ligger hans selvoplevelse for nær. Da faar
han de stygge tilbagefald til triviel pathos og sentimentalitet;
thi de to strømme blir ved at følges jævnsides; det er øie
blikke han ligesom er sløv og igen glemmer den grundlæg
gende sandhed: én ting er at ha medfølelse, en anden at
meddele publikum om den. Thi enhver forstaaelse begynder jo
uvægerlig med medfølelse. Den oplysning er altsaa overflødig.
I tegningen, derimod, av siciliansk bondeproletariat staar
han ene; de som efterligned her, forlod ham tidlig, fordi han
var dem for egenartet (d’Annunzio i Episcopo Sf co., samt
de Amicis tildels). Den evnes vækst hadde nemlig hös
Verga, som paavist, sin egen sjælelige historie. Jeg mener,
det er medfølelsen som simpelthen, kunstnerisk, har kuet
ham i den første udviklings fase; jeg mener at ha ret til
at paastaa, det er det avdøde ved Verga som har skabt de
uvisnelige billeder, som vil bære hans kunstner-navn til
eftertiden.
Vil man læse om italiensk bondeliv, vil man skue bil
leder som aldrig glir ud av éns sind, saa vender man sig
til Verga’s folkelivs-tegninger. Man vil klandre ham for
disse foryildede mennesker, han viser os, hvis lidenskabs
udslag er saa hensynsløst og lidet borgerligt. Ja, Verga
leverer ingen direkte bonde-panegyrik, han er ikke «koselig»,
han er ingen kakkelovn. Og hans bøger om landsens prole
tariat er heller ikke bøger for børn.
Han har imidlertid i de billeder vist os sjæls-grandezza
og rank nakke hos de laveste lag, vist os et retsindigt
bankende hjærte; han har pegt paa det levende i det italienske
folk, paa deres styrke: de sunde sanser, deres store stærke
natur. Saa man maa le høit, nåar man minnes den sinds
svage sats om den romanske races dekadence. Troen paa det
ægte folkestof har han git os i hænde. Den tro er muligens,
ogsaa for folket seiv, værdifuldere end ti koselige kakkelovne.
(I januar 1904.)
Hans E. Kinck.
632
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
