Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Udi søden sommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad hedte hun? spurgte generalkonsulinden.
Anderson! svarte fru Trampe, skønheden.
Godt
Knut Hamsun.
lidet værelse, men det maatte i ethvert tilfælde ligge i stue
etagen. Værtinden svarte at ja hun havde plads.
Alle pensionatets gæster gik nu og vented paa damen.
Hvorfor vilde hun bo i stueetagen? Var hun halt? De unge
fruer i deres ægteskabs tredje eller fjerde aar skulde intet
have imod om damen simpelthen ingen skønhed var. Løven
Oxenstand sagde: Jo lad hende bare være smuk; hun kan
alligevel ikke maale sig med Dem, fru Trampe.
To dage efter kom hun. Hendes kusk kørte i skarpt
trav lige til pensionatets indgang og holdt an i et nu. Damen
steg ud. Spillet stansed pludselig paa tennispladsen, alle
saa paa damen. Hun havde en stor hat og rigtig fine
klæder paa. og da hun steg ud kunde enhver se hvor ung
hun var.
Jasaa, en Anderson til. Her blir snart ikke værendes.
Generalkonsulinden fik ret, fru Anderson blev næsten
ikke til at holde ud med for andre end herrerne. Men
dem satte hun et förunderligt liv i. Dette var nu ikke saa
let at forstaa i en fart, hun var ikke smuk af ansigt og hun
havde heller ikke fru Trampes blanke øjne, det taalte ikke
sammenligning. Men hun havde dunkle, farlige øjne, ja
hun havde. Dertil kom, at hendes øjenbryn ligned to mørke
igler som laa med snuderne mod hinanden og var mystiske.
Og hun var ung og halvblond, og hendes mund var som en
blomst.
Fru Anderson stod forsent op om morgenerne, og vært
inden maatte minde hende om pensionatets faste tider:
første frokost præcis klokken 9.
Jeg skal møde op præcis klokken 9 undtagen om
formiddagene.
Da maatte selve generalkonsulen se paa hende. Hun
mødte hans blik. Og generalkonsulen var saaledes beskaffen
at ingen skulde lære ham at læse i et blik. Han var af en
bekendt digterslægt og skrev fortræffelige digte om naturen
og menneskene.
Hvad var det nu for en aabenlys brand i disse kvinde-
Fru Anderson svarte:
Jeg hedder fru Anderson, sagde hun til værtinden.
84
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
