Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas M. Hansen: Tidens tanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andr. M. Hansen.
dens afslutning var haabløst, det at folkene skulde smelte
sammen til en ny svensk enhed. Mellem to uafhængige
folkeindividualiteter var den overflødig ligeoverfor tilfælde,
hvor begges vitale interesser sammen stod paa spil, unyttig,
hvis disse interesser var modsatte og forøvrig kun til skade
for deres særskilte nationale udvikling, et aargangs op
komme af indbyrdes uenighed. At sammensmeltningen er
utænkelig, viser de 90 aar mere end klart nok.
90 aar er ikke meget i nationernes tid, siger man. Nu
det er som man tager det. Det udgjør ikke saa liden del
endda af de tidsrum, man regner med for de historisk na
tionale enheder. Det er bare 11—12 gange saa længe, siden
Harald Haarfagre samlede Norges rige; noget lignende gjæl
der for Sverige, skjønt det her kan være vanskeligere at sætte
et saa bestemt aarstal. Seet i sammenhæng med Sveriges
hele udvikling kan man ikke undre sig saa meget over
tanken om, at Norge skulde optages som en ens del i ét
folkelegeme. Ikke bare ud fra tidens tænkning i begyndel
sen af det 19de aarhundrede. Napoleonstiden havde tumlet
med stater og nationer som med døde brikker. Og Norge
gjaldt jo ikke engang som en egen nation. Det havde jo i
300 aar været en provins under Danmark uden pretentioner
og kunde vel ikke have synderlig imod at bytte Danmark
med Sverige, som havde friere forfatning og laa nærmere
til. Det kunde unegtelig være rimeligt nok dengang at
tænke saa skjønt det er et bevis paa liden historisk for
staaelse, at svenske skribenter endnu den dag idag taler om,
at Sverige «befriede» Norge i 1814 og dermed gav det betin
gelserne for sin selvstændige udvikling. Den nationale in
dividualiserende kjerne var nemlig i virkeligheden aldeles
ikke død i Norge, og ingen, som har fulgt blot nogenlunde
dets historie i forrige aarhundrede, burde kunne være i tvil
om, at det enevoldske tvillingrige uden nogetsomhelst ind
greb fra Sveriges side i 1814 ikke vilde have overlevet 1830,
end sige 1848.
Men seiv uafhængig af den almindelige europæiske op
fatning i begyndelsen af forrige aarhundrede kan man for
staa svenskernes tro paa at kunne assimilere Norge, ud fra
dets egen historie. I 1814 var det omkring halvandet hun
drede aar, siden Sverige havde med vold erhvervet sig en
særdeles væsentlig del af sit omraade, Skåne, Halland, Ble-
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
