Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Høsten er jo forbi nu?»
Hjem
kunde da ikke ville tage hende bort fra alt det, som var hendes.
Endnu nogle dage maatte hun faa lov at være her.
Der stod Gina reiseklædt i døren. Saa var det alligevel
den, og hun maatte reise.
Mens Gina hjalp hende tøiet paa, fortalte hun om hjem
met, hvor moderen skulde hen: «Du vil faa det meget bedre
der, mor, ganske anderledes regelmæssigt pas og pleie, end
vi er istand til at skaffe dig, saa optaget som vi er. Der er
bare hyggeiige folk, og folk netop af din alder at tale med,»
Den gamle saa lidt ængstelig paa hende: «Er der bare
folk af min alder? Er der ingen unge, ingen børn?»
«Ja, det er det jo, jeg vilde dog saa gjerne —!»
«Men vi skal se til dig hver dag.»
Gina og Elise hjalp hende ned af trappen og i vognen.
Idet de skulde kjøre, spurgte den gamle:
«Ja mor, det er den,» svarte Elise.
«Tror dere vi snart faar sne?»
«Det faar vi vist snart, det ser saadan ud.»
«Ja, ja, det er godt.»
Gina vendte sig til Elise og hviskede: «Det er svært,
som denne sommer og høst har gjort mor gammel.»
Haldis kom op over trappen til gamlehjemmet og mødte
sin bror doktoren. Denne stansede og sagde: «Vi faar
telegrafere efter Hans Vilhelm. Mor kan ikke have mange
dage igjen.»
Haldis næsten sprang opover trappen; det var, som hun
var bange for, at hun ikke skulde faa se hende mer. Og
imedens hviskede hun for sig: Mor maa ikke dø nu.
Den gamle laa tilsengsogfingredeurolig ved klokkestrengen.
Hun var meget mager og bleg, og lyset i øinene var næsten
slukket. Hun kjendte dog straks Haldis og nikkede til hende.
Haldis satte sig paa sengekanten og tog hendes hænder.
Hun saa paa moderens blik, der stadig skiftede glans, at hun
Saa kjørte de.
«Ja tak, I er saa snille mod mig.»
«Nei, kjære dig da, mor, det er et gamlehjem!»
Ja, ja, naar det skulde være saa.
495
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
