Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Øster i skjærene - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Øster i skjærene.
af en tung klubbe; lyden runged fra dybet, og den blev ikke
stort stærkere, skjønt den blandedes med svage plask af
bølger og knirk af tømmer, der gav sig.
Snart ante de skuden som en dyster skygge i natten,
men først da de var kloss under hækken, skjelned de skroget
tydeligere, og Elis sagtned farten og lod eken skyde forbi.
«Det flyder hinderligt pargas i luv,» sa han høit, reiste sig
og greb en baadshage. «Kar dig ud til røstet i læ, Sammel!»
Eken skurte langs laaringen.— «Kan vi hale os indtil?»
«Jada, jada,» svarte det kvikt. «Her er ledigt at lægge
til —»
Elis brugte baadshagen, og snekken gled fremefter.
«Skal vi ikke praie?» spurte Grete; stemmen var tør og rusten.
Aanei, hadde der været folk, vilde de alt varskudd,
mente han, og hun mærked, at han smilte af spørsmaalet.
«Der kan vist ikke være et menneske,» forsikred Sammel.
De gjorde fast fanglinen i røstjernene, dem vandet gik
halvveis oppaa, og en tred ombord; hun var den sidste og
blev hjulpet af mændene, fordi hun bar lygten og skuden
krænged saa meget, at det var slemt at klyve.
Hun støtted sig til rækken, klemte Elis om haandleddet
•og pusted neppe for spænding, og alle tre stod de dér, som
paa lur efter levende væsen, og speided blindt i mørket.
Dækket gynged, saavidt, at det kunde kjendes; det rasled i
riggen, en dinglende taugende klapped; havbruset dønned
•og sang, og sjøen legte med linde skvulp. Skuden vugged,
en underdønning letted den, de flydende spærrer til luvart
dundred mod skibssiden, hele vraget skalv og gnured paa
fjeldbunden, bjælker og planker knaged og skreg. Det vasked
subbende i lasten, og støien stilned.
Sammels korte ben sparked. «Den er læk,» snøvled han
ængstelig og snufsed og snød sig.
«Den rir paa stenen,» sa Elis og rykked haanden fri.
«Ramler udfor og sækker, naar det skal være, og det kan
bli snau tid for os. Hid med lygten, Grete!»
Den klirred, da hun rakte ham den. Han slog fyr og
iøfted lygten høit og lyste omkring, idet han varsomt gik
forover, og de fulgte ham i hælene. Styrbordsrække
var knust; fokkemasten gaaen og slæbte i taugværket; tidt
og jevnt dunked den mod skroget, men det ænste de ikke
mer. De vendte ved bakken, som var belemret af falden rig,
545
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
