Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Overlæge Dedichen: Geniet en nevrose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Ausgéwählte Werke I—IV. Joh. Ambr. Barth. Leipzig 1903—4.
Geniet en nevrose?
han siger, at et aldeles sundt menneske er et ideal. Vi er
ingen af os helt sunde, men mere eller mindre «degenererede»,
og det kommer ikke an paa, at, men paa, i hvilken grad vi
er det. Naar man saa tænker paa, at fremragende dygtighed
bare er mulig ved en ensidig udvikling, og at ensidigheden
unegtelig til en vis grad er abnorm, saa har man förklaringen
af, at begavelsen kan være bleven kaldt sygelig, «degenereret».
For at betegne en kunstner som «degenereret» er det ikke
nok at paavise, at han seiv var egen og nervøs, eller at hans
mor havde en sindssyg fætter. I det mindste for de norske
digteres vedkommende vil det, saavidt jeg ved, gjennem
gaaende vise sig, at de tilhører übelastede slegter, og de har
dog flere af dem hørt til dem, man maa regne med. Men
jeg vil ikke bestride, at man ogsaa hos flere af dem
ikke vil søge forgjæves efter sygelige træk. Man kan bare
tænke paa Wergeland. Men hans slegt var, saavidt jeg
ved, übelastet.
Det er, mener jeg, at gribe sagen an ved den gale ende,
saaledes at hensætte kunsten som et sidste udslag af en
døende slegis intelligens. Jeg kan godt forstaa, at man under
et mangeaarigt samliv med sindssyge kan komme til den
mening. Man ser der saa meget af det, man ellers i livet
nødes til med el høfligt smil at tage for god latin, at man
efterhaanden med eller mod sin vilje kommer til at se paa
sine ekstramurale medmennesker med et blik, de ikke altid
vilde føle sig smigrede ved. Men man maa dog fremfor alt
vogte sig for en slig ensidighed, som paa forhaand at se et
udslag af «degeneration» i et livskald. Hvad skulde vi
læger sige, om man f. eks. vilde paaslaa, at naar man vælger
at blive gynækolog eller syfilidolog, er det, fordi ens tanker
er særlig «degenerativt» optagne af det kjønslige.
Møbius har, mener jeg, grebet sagen rigtigere an. 1
en række meget oplysende og fængslende monografier 1, hvoraf
der föreligger 4 bind, har han gjort 4 fremragende aander
til gjenstand for sagkyndig undersøgelse. Det er Rousseau,
Goethe, Schopenhauer og Nietzsche.
Ogsaa han indrømmer, at det kunstneriske vistnok er
til en vis grad patologisk, men i en anden forstand end den
vanlige, nemlig mere som det overdrevne, det til yderlighed
udprægede. Men var det ikke saa, var kunstnerne normal-
111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
