Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: De sidste bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nærup.
begeistret borgerlig som en høihalset, dydsiret dameroman.
Hvor belegnende er det saaledes ikke, at her er naturtonen
og det sværmeriske naturdrømmeri, der lyder som en vag
musik i Thomas Krags bøger, helt forstummet.
En livlig og godt fortalt bog er Peter Egge’s «Oddvar
Hage og hans venner». Den bestaar af en række løst sammen
føiede skildringer og studier, man har en følelse af, at
forfatteren oprindelig har villet skrive en roman, men er
stanset paa halvveien.
Hovedpersonen er en ung digter, en udfattig, forpint, i
alle henseender elendig stillet fyr. At denne af forsynet saa
stedmoderlig behandlede yngling væsentlig er henvist til at
leve af sin pen, skulde synes ulykke nok samlet paa ét
menneskevæsen. Men forfatteren har aabenbart ment, at det
var for lidet. Han lader nemlig Oddvar Hage gaa gjennem
verden med et uformeligt og uhyggeligt stort baghoved. Intet
under, at ulykke og armod og latter blir hængende ved
den stakkars poet hele hans korte liv igjennem. Eller at
hans refleksloner over menneskene og særlig kvinderne blir
stadig beskere og bitrere. Vi aander lettet ud, da hans livs
traad lidt pludselig og lidt urnotiveret klippes over.
Synderligt værd udover det rent underholdende har bogen
ikke. Som særlig vellykkede nævner jeg de humoristiske
skildringer af heltens oplevelser som redaktionssekretær.
Imidlertid findes her etpar stykker, som er holdt i en ganske
anden tone. Det er «Mesteren» og «Carsten Carsten sen».
I det første giver digteren os et bil lede af en gammel berømt
kunstner, hos hvem al levende menneskelighed er udslukt
af bitterhed, hovmod, livslede ... en fortvilet ensom og ud
brændt olding! I det andet stilles vi ansigt til ansigt med
en feiret skribent, som netop er vaagnet til morgentimernes
tungsindige selvanklager: Hvad har du naaet med din kunst?
Hvilken lykke har du skabt for dig seiv eller andre? Hvad
er der blevet a f din ungdoms tro paa sandheden, din vilje
til at tjene de store idéer! Det er ikke første gang dette
spørgsmaal; hvad kunsten koster kunstneren, stilles i vor
litteratur. Sidst vi hørte det fremsat, var det af selve Meste
ren i hans oprivende og uendelig sørgmodige kunstnertra
gedie: «Naar vi døde vaagner». Sikkert er det, at den dom,
Egge fælder over sin digter, er baade uoverveiet og uretfærdig.
Han vil lægge hans liv under den gamle offermoral. Men
116
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
