Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: De sidste bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De sidste bøger.
hin enfoldige livsvisdom kjendte ikke de dilemmaer, som en
slig moderne kunstnereksistens er stillet mellem. En virkelig
kunstner ofrer alt for sit verk, men at dette ofte vil koste
ham adskillige gode ting som familielykke, medborgerlig ag
telse, gode venner og naboer og andet mere, er mere end
sandsynligt. Og ulykken kan træffe smaa som store kunst
nere, ligesom der kan være større kunst i en liden avisartikel
end i en tyk roman, hvilket jeg til overflod bemerker for
yderligere at forsvare hr. Carsten Carstensen.
I Andreas Haukl a n d s « Store skoge» er vi la ngt borte
fra tidens smaaborgerlige kunstnerfolk saavel som fra alskens
subtile granskninger af skrantne samvittigheder. Dette er
endelig digtet om jordaanden, som saa mange af vore poeter
har prøvet paa at skrive. Og det var rimeligt, det skulde
lykkes for Haukfaad. Han er sikkert den mest jordiske af
dem alle. Det egentlige og originale i hans produktion ryger
endnu af den varme muld. En uroprindelig, stor og frodig
fantasi glimter frem overalt. Og dette billedsyn har noget af
det rige enfold og enkelhed, som vi møder hos de gamle navn
løse sangere, det minder mig ikke saa lidet om det rus
siske folkekvad: lors fylke. Man læse blot kapitlet om
elgene! Hvilken plastisk klarhed og ro. Hvilken magtfuld
klang i foredraget. Men jeg indrømmer gjerne, at for den,
som først og fremst søger det interessante, kan denne enkle
naturlyrik og den durende, malmrungende prosarytme føles
fattig og monoton.
Naar digteren ogsaa her giver os sine nøgne erotiske
skildfinger, saa virker de helt anderledes end i hans tidligere
bøger. I hans store, tyste skoge er den urmenneskelige,
adamiske elskov fra tiden før syndefaldet paa sin rette plads.
Her folder hver passion sig ud iblinde, og hver mildere følelse
efterfølges af ulmende had og raa hevnlyst. Det er derfor
intet at indvende mod, at et optrin stundom markeres med
et enkelt forfærdende og uhyggelig hæsligt træk som f. eks.
i det pragtfulde billede af sammenstødet mellem Brynhild og
Niklas.
Jonas Lie’s lille pudsige bog med den lange, fantastiske
eventyrtitel har sikkert været en trist skuffelse for adskillige
tusender blandt hans faste, trofaste læsekreds. Synderlig op
byggelig er den da heller ikke med sin grelle, stadig svig
tende fortælleform og sit underlig fattige og tilfældige indhold.
Imidlertid giver den et høist levende billede af den gamle
117
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
