Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Vinterskoge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VINTERSKOGE.
Nu har jeg gaat ind i skogene.
Ikke for det, jeg er ikke fornærmet over noget eller
særlig saaret af menneskenes ondskab; men naar ikke
skogene kommer til mig maa jeg gaa til dem. Slig er det.
Jeg kunde vel ogsaa gøre noget mere væsen af det. For jeg
skal gaa her og tænke og gøre store jern røde. Nietzsche
vilde nok ha talt omtrent saalunde: Det sidste ord jeg
sa til menneskene fik jeg medhold i, menneskene nikked.
Men dette blev mit sidste ord, jeg gik ind i skogene. For
da forstod jeg at jeg enten havde sagt noget uærligt eller
noget dumt.
Jeg udtalte mig ikke i den retning, men jeg gik bare
ind i skogene. % :::
Tro nu bare ikke at her ingenting foregaar. Sneflokerne
daler her som i byen og fugle og dyr steller med sit fra
morgen til kvæld, ja fra kvæld til morgen. Jeg kunde sende
graverende historier herfrå; men jeg gør det ikke. Jeg har
søgt skogene for ensom hedens skyld og for mine store jerns
skyld, jeg vil ha ro. Hvis jeg en dag møder en renokse
saa vil jeg kanske si: Gud i himlen, der er en renokse,
den er olm 1 Men hvis dette gør for sterkt indtryk paa mig
saa siger jeg: Det er en kalv eller et fjærkræ og lyver mig
godt fuld.
Her skulde ingenting foregaa!
En dag saa jeg to lapper mødes. Det var en gut og en
pige. Til at begynde med bar de sig ad som menneskene
10 Samtiden. 190ö.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
