Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Vinterskoge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinterskoge.
saa langt som du ogsaa heri og svarer: evighed det er uskabt
tid, aldeles uskabt tid.
Lille ven, kom hid saa skal jeg ta et speil op af lom
men og sætte en solflæk paa dit ansigt og belyse dig,
lille ven.
Du ligger i sengen til klokken ti eller elleve om dagen
og er endda slidt og træt naar du slaar op. Jeg ser dig for
mig naar du kommer ud paa gaden, du har plirende øine
som morgenen har gryet fortidlig i mod. Jeg staar op klok
ken fem og er udsovet. Det er mørkt ude endnu, men der
er nok at iagttage alligevel, maane, stjerner, skyer og veir
varsler for dagen. Jeg bestemmer veiret for mange timer
fremover. I hvilken dur suser luften? Og smælder det tørt
og let eller dybt og langt i isen paa Glimmavandet? Jeg
hører prægtige varsler, og naar det lysner lægger jeg de syn
lige varsler til de hørlige og blir mere og mere kyndig.
Saa blir der en smal stribe af dag nederst i øst, stjer
nerne suger sig seiv tilbage fra himlen og lyset hersker.
Snart kredser en ravn over skogene og jeg varsler madame
at hun ikke skal vise sig udenfor gammen og bli ihjel
spist.
Men er der kommet nysne da faar træer og krat og store
stene en ujordisk uhyreform, de er ligesom kommet fra en
anden verden i nat. En vindfældt furu med opreven rod
ser ud som en heks der er blit lam midt i nogle sæl
somme fagter.
Der har en hare sprunget, der er sporet efter en enslig
ren. Jeg tar min sovepose ud og hænger den høit i et
træ for madames skyld som æder alt, og følger rensporet ud
i skogene. Dyret har vandret ganske i mag, ser jeg, men
det har havt et bestemt maal, det er gaat ret i øst, dags
lyset imøde. Ved Skelelven som er strid og aldrig iser har
renen drukket, skrabet i bakken efter mose, hvilet lidt og
vandret videre.
Og hvad denne ren har gjort er kanske min eneste viden
og oplevelse for den dag. Jeg synes det er noget. Dagene
er korte, allerede ved totiden rusler jeg hjemover i fuld
skumring, den gode og stille kvæld kommer. Saa begynder
jeg at koge. Jeg har fuldt op af kød i tre drivende hvide
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
