Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Vinterskoge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun.
snehauger, jeg har forresten ogsaa det som bedre er: otte
fede renoster til smør og fladbrød.
Mens gryden koger lægger jeg mig lidt og ser paa baa
let og sovner. Jeg tar min middagssøvn før maden. Og
naar jeg vaagner er gryden kogt, der lugter kød og tyri i
gammen, madame skyder frem og tilbage paa gulvet og faar
tilslut sin del. Saa spiser jeg og tænder snadden.
Den dag er tilende. Alt har været godt, jeg har ikke
havt nogen angst. I den store stilhed som omgir mig er
jeg det eneste voksne, vandrende menneske, jeg blir lige
som stor og betydningsfuld, Guds næste. Og med de røde
jern gaar det godt, for det er store ting Gud gør af hensyn
til sin næste.
Jeg ligger og tænker paa renen, den vei den gik, hvad
den gjorde ved Skelelven og at den saa fortsatte sin gang.
Der har den smuttet under nogle grene og hornene har
skrubbet nogle mærker i barken; der har et vidjekærr tvun
get den til at gøre en sving, men straks bortenfor kærret
har den af sig seiv rettet sin bue og derpaa vedblit at gaa
mod øst. Alt dette tænker jeg paa.
End du? Læste du i det ene blad til forskel fra et
andet blad hvad der er offentlig mening i Norge om alder
domsforsikringen ?
I uveirs dage sidder jeg inde og fordyber mig i et eller
andet. Jeg skriver ogsaa breve til en og anden bekendt at
jeg lever godt, hvilket samme jeg haaber at høre fra dig
igen. Men jeg faar ikke sendt disse breve og de blir
ældre og ældre for hver dag. Det samme kan det være. Jeg
har bundet brevene i en hyssing som hænger frit ned fra
taget for at hindre madame i at gnave paa dem.
Saa en dag kom der vandrende en mand til mig. Han
kom hastigt og glidende, hans klæder var ikke rare og han
havde intet om halsen, en arbeidsmand. Han bar en sæk,
hvad der nu kunde være i den. Goddag, siger vi til hin
anden, og fint veir i skogen.
Jeg havde ikke ventet at tinde folk i gammen, siger
manden. Han havde i det samme et misfornøiet og stærkt
væsen, han slang sækken ned uden ydmyghed.
136
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
