Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Vinterskoge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinterskoge.
og blev borte i nogle minutter. Da han kom ind igen pusted
han ud og sa:
Vi la os for natten. Se saa, i Jessu navn! sa han og
kom sig tilrette paa barleiet. Jeg sovned straks og sov dybt
en stund. Ud paa natten havde uroen alligevel faat manden
paa benene, jeg hørte ham mumle: Bliv i freden! og
krybe ud.
Om morgenen brændte jeg mandens barhaug og laved
en liflig røg af bar i gammen.
Der er intet som at bli alene igen og gaa og være ind
advendt og fredelig i skogene. Koge kaffe og stoppe piben
og tænke ganske smaat og langsomt derved. Saa, nu fylder
jeg kedlen med sne, tænker jeg, og nu knuser jeg disse
kaffebønner med en sten; senere har jeg at banke godt min
sovepose i sneen og faa den hvid igen i ulden. Der er ikke
litteratur og store romaner og offentlig mening i dette, hvad
saa? Men jeg har ikke kapsprunget for at faa denne kaffe
i livet. Litteratur! Da Rom hersked over verden var det
jo blot Grækenlands lallende lærling i litteratur. Men Rom
hersked over verden. Se mig ogsaa til et andet land afvort
bekendtskab: det gjorde en frihedskrig som der endnu staar
glans af, det frembragte verdens største malerkunst. Men
det havde ingen litteratur og har ingen endnu
Dag efter dag blir jeg mere og mere kyndig paa træerne
og mosen og sneen paa marken, og alle ting blir min ven.
En furustubbe staar og tiner i *solen, jeg føler min fortrolig
hed til den vokse, jeg staar til sine tider og holder af den,
der er noget som rører sig i min sjæl. Barken er saa ilde
afrevet, den er skam hugget en vinter i høi sne, derfor peger
den saa lang og nøgen op. Jeg tænker mig i denne furu
stubbes sted og ser barmhjærtigt paa den. Og mine øine
har kanske det samme simple dyriske udtryk som menne
skeøine i den fossile tid. :
Her vil du nok passe paa og parodiere mig, denne furu
stubbe og mig kan du gøre mange morsomme ord om. Og
inderst inde ved du alligevel at jeg i dette som i alt er dig
Og der var nysne ude.
Det var ikke noget.
143
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
