Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anathon Aall.
paa den metafysiske lære om viljesprincipet og den evige
gjenkomst. Og inden de enkelte perioder, hvor mange
inkonsekvenser i enkelthederne, hvor liden gjennemarbeidelse
af hele standpunktet giver de aforistiske tankesprog, han
producerer! Han synes rent af instinkt at have havt imod
en rolig, sammenhængende ordning af tankestoffet. «Der
Wille zum System ist ein Mangel an Rechtschaffenheit,»
erklærer han etsteds. Og naar undtages ganske faa ver
ker: de første arbeider, Die Geburt der Tragædie, Die un
zeitgemässen Betrachtungen, og af de senere: Die Genea
logie der Moral, saa skal Nietzsches skrifter heller ikke an
klages for at lide under systematisk fremstillingsform. Hvor
ganske anderledes er ikke Ibsen i det stykke! Alt har hos
ham, efter hvad han seiv har udtalt, organisk sammenhæng
og flyder det ene med nødvendighed af det andet. Kfr. for
ordet i udgaven til hans «Samtlige verker». Sammenlign
ogsaa, hvad Dietrichson ved at meddele (i «Svundne tider»),
at Henrik Ibsen har sagt: «Man siger, jeg har forandret an
skuelscr i tidens løb. Det er en stor feiltagelse.»
Det var én forskjel, flere er endnu at føie til. Eiendom
melig for de to mænds karakter og følelsesliv er deres
grundforskjellige forhold, navnlig til to begreber: kvinden og
venskabet. Nietzsche er kvindeforagter, Ibsen kvindeforher
liger. Nietzsche er en hjertevarm ven og har uovertrufne
ord om dette forhold mand til mand. Ibsen har i dette
stykke aldrig, synes det, gravet dybt efter vand, og mest
staar hos ham venskabets brønde tomme. Lad det staa
derhen, hvad der naturlig kan have medvirket til den syge
og ugifte tyske eneboers haarde domme om kvinden; vi kan
kun konstatere, at en uhyre intellektuel anspændelse, som
hos Nietzsche, gjør en mere egnet til at søge tilknytning
inden kjønsfællers kreds, medens omvendt kvinden naturlig
blir en saadan digters tilflugt, som har Ibsens reformideer.
Netop i henseende til opgaven for de to mænd er der en
væsentlig forskjel, nemlig; Begge vil de revolutionere; men
ikke det samme. Nietzsche vil revolutionere overbevisnin
gen, omdøbe værdierne, «die Werle umwerten». Han hen
vender sig til de overbevisningsdygtigste og mener at finde
dem i mændene. Ibsen derimod vil revolutionere samfunds
ordningen, livsformerne. Hans tilflugt er til dem, som hidtil
mindst har havt at gjøre med samfundslivet og samfunds-
156
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
