Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da unionen løsnede.
talent. Men denne begavelse havde sin begrænsning. «7Z
esi grand dans son genre, mais son genre est petit.» Han
havde været en mester i at balancere mellem politiske stånd
punkter, i at krydse i partilivets skjærgaard, i at opvinde og
afhaspe parlamentariske garnnøster. Men hans behændig
hed slog klik, da han gav sig ikast med unionsspørgsmaalet.
De kunststykker, som tilhørte hans repertoire, strak ikke til
i mellemfolkelige forhandlinger. Den udprægede svenskhed,
som delvis udgjorde hans styrke i den indre politik, skyg
gede for hans horisont, da det gjaldt den unionelle. Han
var ikke uden kjendskab til vort land; han vidste besked
om allehaande personalia og indretninger, og navnlig havde
han sat sig ind i vore økonomiske forhold. Men den norske
folkesjæl var ham fremmed. Hans unionspolitik havde levet
paa splittelsen i Norge, og den nationale samling, som af
løste den i de sidste aar, havde han enten ingen klar for
staaelse af eller vurderede han ialfald ikke tilstrækkelig.
Jeg tror, han i det hele taget manglede blik for, hvilken
rolle idéer og idealer spiller i nationernes liv. Idetmindste
havde hans egen politik aldrig dreiet sig om andet end in
teresser. Men endda syntes denne skarpe og ensidige sans
for de materielle faktorer at svigte, naar det kom an paa at
se interesserne fra et høiere stade. Havde han nogensinde
læst det nyere Tysklands historie, og vidste han, hvilken be
tydning toldforeningen havde havt for enkeltstaternes ende
lige politiske sammenslutning? Man fristes til at betvile
det, naar man husker paa, at han gjorde sig skyldig i mel
lemrigslovens opsigelse, hvorved det økonomiske baand blev
klippet over, som havde forbundet de to folk næsten helt
siden unionens stiftelse. Han burde have betænkt sig to
gange, før han indlod sig paa eksperimentet. Men han ri
sikerede det og forregnede sig grundig. Saa kom konsulat
forhandlingerne: han spillede paany hasard, og resultatet
blev den umaadelige krach, som vi alle kjender. Vistnok til
hans uhyre forbauselse; thi det, som stadig flere, baade
svensker og nordmænd, forudsaa: at föreningens dage var
talte, den svenske statsminister forstod det ikke. «Unionen,»
ytrede han, «den holder nok.» Han anede mindst, at han
seiv skulde blive dens banemand. Men det er kun billigt
at tilføie, hvad der andetsteds er sagt: at historien kun vil
dømme ham for uagtsomt drab.
207
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
