Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da unionen løsnode.
Men her viste den gode vilje sig ikke at være tilstede, og fra
det øieblik, jeg skjønte, at videre forhandlinger kun var en tom
formalitet, ønskede jeg bare, at sagen blev bragt ud af verden
saa snart som muligt, og da helst under omstændigheder, som
satte den hele affære i den fulde sandheds übarmhjertige lys.
Hr. Michelsen havde i stortinget den 27de april 1904
ladet falde en meget bemerket ytring om nødvendigheden af
at sammenarbeide sig om nye midler og nye maal, hvis for
handlingerne skulde briste. Jeg for min del saa den nye linje
i mit gamle program. Da jeg i 1898 fremsatte tanken om det
nationale kongedømme, fandt den liden tilslutning. Men nu
maatte det psykologiske moment være inde. Det var kun at
undres over, at det ikke var kommet tidligere. Misnøien med
föreningen havde jo været baade langvarig og dybtgaaende.
Unionen var efterhaanden blevet et forstyrrende element i
vort statsliv, den havde affødt næsten alle vore politiske kriser,
baade høire- og venstreregjeringer havde faaet smoge dens
sødme. De stadige rivn inger havde medført en gjensidig
mistillid og smaalighed, som skabte modstridende interesser
dér, hvor der uden union vilde været fællesinteresser: vi saa
det i jernbanevæsenet, vi saa det i handelssamkvernmet. Saa
dan havde sagerne staaet, da der helt uventet blev fremrakt
en haand fra Sverige. Den var blevet modtaget med glæde,
vi havde omlagt vor politik med et venskabeligt opgjør for
øie. Og atter oplevede man en skuffelse, den største, vi kunde
mindes. Nu, om nogensinde, maatte det blive aabenbart, at
föreningen aldrig vilde indfri det løfte, paa hvis grundlag
den blev stiftet: rigernes ligestilling. Hvad var da natur
ligere end at sige: lad os opløse en union, som vi ikke længer
holder ud i, og som ligefrem er blevet en hindring for den
gode forstaaelse mellem landene, som dog alle maa ønske.
Den meget kritiserede «samling» af 1908 havde vist, at høire
og venstremænd kunde enes om en national sag; den var
kanske et forspil til en endnu større samling. Stortingets
holdning, da det den 2den mai enstemmig og uden debat
fattede beslutning i sjøgrænsetvisten med Sverige, varslede
godt for et fremtidigt samhold i nationale spørgsmaal.
At vi maatte holde sammen, stod klart for alle, men om
den samlende opgave var meningerne delte. Der var dem,
som ikke vilde slippe konsulatsagen, men hævdede, at den
nu maatte gjennemdrives ved ensidig norsk foranstaltning;
211
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
