Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Ibsen.
thi folket vilde ud fra sit politiske instinkt kræve, at vi
skaffede os opreisning just i den sag, hvor den nationale
krænkelse var tilføiet os. Til dem pleiede jeg at sige; «Det
er lettere at faa egen konge end at faa egne konsuler.» De
optog det for et paradox, men det var mit ramme alvor. Som
det fremgaar af mit tidligere citerede promemoria til kongen,
var jeg ikke blind for, at en konsulataktion nu vilde være
begunstiget af forhold, den for ti aar tilbage ikke kunde regne
med. Jeg indsaa ogsaa, at en saadan aktion meget vel kunde
bruges som basis for föreningens sprængning. Men jeg
gjorde mig ligeledes rede for, at hvis meningen var at opnaa
eget konsulatvæsen inden unionen, til trods for Sveriges
modstand, da beroede det paa en overseen eller undervur
dering af forhaandenværende faktorer. Rigsdagen havde i
1893 i en skrivelse til kongen udtrykt sin förvisning om, at
der vilde blive givet den anledning til at udtale sig, forinden
nogen beslutning blev fattet, som kunde indvirke paa det
konsulære fællesskab. Denne tilkjendegivelse, som de svenske
underhandlere baade i konsulatkomitéen og i
møderne paaberaabte sig, ansaaes fremdeles for at staa ved
magt og for at indebære en forhaandsindsigelse mod ensidige
norske forføininger. At den norske konge skulde stille sig i
et modsætningsforhold til den svenske rigsdag, varen illusion,
jeg ikke kunde dele. Jeg spurgte dog til overflod kong Oscar
seiv, om ikke kronprinsen, som jeg antog kom til at føre
regentskabet paa det kritiske tidspunkt, kunde sanktionere
en beslutning om eget norsk konsulatvæsen. Hvorpaa
hans majestæt gjenmælede med al ønskelig aabenhjertighed:
«Kronprinsen kan ikke lægge sig ud med Sverige, Husk
paa, at Sverige er det større land, og at dynastiet kom did,
før det korn til Norge.»
Dette var rene ord, og de afsagde i virkeligheden den
prægnanteste dom over hele unionsforholdet, slig som det
havde arlet sig. Under det mere landsfaderlige styre, som
herskede under Carl Johan og Oscar den første, kunde det
dog endnu tænkes, at kongen optraadte som den upartiske
opmand mellem begge riger. Men forholdene havde forandret
sig. Ligesom i Norge, saaledes var ogsaa i Sverige kongen
blevet alt mere afhængig af sit ministerium og dette igjen
af nationalförsamlingen: det var sket i medfør af en moderne
statsudvikling, som ikke kunde skrues tilbage. Og naar nu
212
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
