Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 Samtiden. 1906.
Da unionen løsnede.
som forestod os, var ingen større end den, som laa skjult i
os seiv.
7de juni var en dag, man sammenlignede med 17de mai.
Men efterpaa dikterede Sverige os sine vilkaar. Det første
udbrud, hvormed de blev modtaget i Norge, var: «Dem gaar
vi aldrig ind paa!» Men vi gik ind paa dem. Den 13de august
imødekom vi rigsdagens forlangende om folkeafstemning,
der, som det fra svensk side hed, var fremsat for at faa et
sikrere udtryk for det norske folks vilje end det, som gav
sig tilkjende i stortingets beslutning. Den 22de august anholdt
vi om, at Sverige, ved for sit vedkommende at ophæve rigs
akten, vilde medvirke til den unionsopløsning, som ifølge
beslutningen af 7de juni allerede var fuldbyrdet. I og for sig
var intet mere selvsagt, end at de norske vælgere fik anledning
til at udtale sig om en sag af denne beskaffenhed. Intet burde
heller været naturligere, end at vi henvendte os til vor unions
fælle, naar vi ønskéde, at föreningen skulde ophøre. Begge
dele var da ogsaa forudsatte som nødvendige led i det pro
gram, ministeriet Hagerup oprindelig havde vedtaget. Nu,
da dette program ikke var blevet fulgt, slap vi alligevel ikke
fra de nævnte formaliteter, men deres opfyldelse antog en
helt anden karakter, fordi vi, i stedet for seiv at paalægge os
dem, fik dem foreskrevet af en fremmed vilje.
Og den 23de september gik vore delegerede i Karlstad
ind paa, at Norge skulde forpligte sig til at nedlægge grænse
forterne ved Fredrikssten, Ørje og Urskog og til ikke mere
at udvide Kongsvingers befæstningsgruppe. Det var af den
slags betingelser, som historien har faa eksempler paa, og
da kun i tilfælde, hvor en krig har bragl den ene part et
knusende nederlag. Hvorfor svenskerne, som dog ikke var
seierherrer, troede at burde stille en saadan fordring, véd vi
ligesaa godt som de. Blandt andre har professor Ernst Sars
udtalt det i «Dagbladet»: deres bevæggrund var ønsket om at
øve gjengjæld for den krænkelse, de mente der var overgaaet
dem ved, at Norge dem uadspurgt havde erklæret unionen for
opløst. De trængte en æresopreisning og fandt den iat vise
sig seiv og verden, at de dog var istand til at tvinge Norge
til at lemlæste sit forsvar. At paa den anden side Norge
kunde bøie sig for kravet, deraf har professor Sars ikke givet
en fuldt saa tilfredsstillende forklaring. Der er dem, som
paastaar, at det skede af frygt for krig. At dette moment
229
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
