Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Ibsen.
Det er ikke unionens opløsning, som græmmer os, saa
lød det stadige omkvæd i den svenske presse: det er «sättet»,
hvorpaa den er foregaaet, som indebærer en dyb ydmygelse
for Sverige. Jeg hidsætter en udtalelse fra et svensk stor
blad, som er typisk for den tankegang, der raadede: «Tvangs
union har vi ikke villet . . . Men vi havde et krav paa ikke
at behandles som en kvantitet, man ikke regner med, en
kontrahent, man ikke skylder noget hensyn, en besværlig
ledsager, man brutalt ryster af sig.» For at forstaa stem
ningen i vort naboland, maa vi gjenkalde os vore egne følelser,
hver gang Sverige paanødte os sin vilje i unionelle ting. Kun
at indignationen derinde var saa meget sterkere, fordi man dér
ikke var vant til den slags erfaringer. Forbitrelsen nærmede
sig et kogepunkt, som let kunde have voldt en eksplosion.
Det var med henblik paa de konsekvenser, et voldsomt
brud mellem de to riger kunde afføde, at jeg i specialkomi
téen havde advaret mod den linje, som styrede hen mod det.
«Jeg tror vistnok ikke,» sagde jeg, «at vanskelighederne ved
at tage den akute krise og dens følger er uovervindelige;
men linjen kræver ikke alene et overvældende flertal i stor
tinget, men ogsaa en sjelden udholdenhed, offervillighed og
uforfærdethed blandt vore politikere og inden det norske
folk.» Hvorvidt disse egenskaber nu var tilstede i høiere
grad end hos «handlingens mænd» fra 1892 og 1895, dristede
jeg mig ikke til at afgjøre. Men jeg vilde ihvertfald haabe,
at Norge blev sparet for et tilbagetog. Det maatte ikke gjen
tage sig, at en 17de mai blev efterfulgt af en 4de november.
Disse ytringer vakte mishag, og et af komitéens medlemmer
skal have sagt, at det var rent modbydeligt at høre paa mig.
Det burde vel være overflødigt at tilføie, at naar jeg nævnte
4de november, var det kun en udtryksform til betegnelse af
en retræt i almindelighed og ingenlunde nogen hentydning
til, at vi kunde blive tvunget ind ien ny union. Föreningen
havde udspillet sin rolle, derom var ingen mere overbevist
end jeg, og det vilde paa dette stadium have været en sværere
opgave at hindre end at hidføre dens opløsning. Men det
kom efter min mening an paa, ikke alene at, men ogsaa
h vord an den blev opløst. Det gjaldt, at den nationale selv
følelse kom ud af affæren i god behold. Og det var aaben
bart, at jo djervere tilspranget var, desto sterkere forpligtelse
medførte det til ikke senere at vige tilbage. Blandt de farer,
228
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
