Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Ibsen.
skab. En union mellem to stater det gaar i længden
ikke. Enten bliver det til sammensmeltning, som mellem
England og Skotland, eller det bærer mod opløsning, som
mellem Østerige og Ungarn. Til at der skal tindes virkelig
ligestilling i en statsforbindelse, kræves mindst tre medlem
mer: «tres faciunt collegium». Og her ledes tanken uvilkaar
lig hen paa skandinavismen, denne idé, som man troede død
og begravet, men som kun har slumret, og som holder paa
at gjenopstaa i lutret skikkelse. Intet ligger mig fjernere
end at tage til orde for en statsretslig sammenslutning
af de tre lande. Et frit folkeforbund maatte det være; for
det er ikke fælles institutioner, som kan ene os, men fælles
formaal. Jeg vil ikke ved denne leilighed indlade mig paa
drøftelsen af saadanne spørgsmaal som partiel toldforbindelse,
indbyrdes voldgiftsaftaler eller erklæringen af en fælles og
permanent neutralitet. Men det er klart, at der er mange
ting, som de tre folk kan samles om, og det er ligeledes
aabenbart, at vi baade politisk og økonomisk kan gjøre os
ganske anderledes gjældende i nationernes store samfund,
naar vi handler i fællesskab, end naar vi optræder enkeltvis.
Men den første betingelse for en saadan samvirken er et
frit og selvstændigt Norge. Danmark vil aldrig lade sig
tage paa slæbetaug af et Storsverige med Norge som anneks.
Den forhenværende danske minister Scavenius har nylig ud
talt sig i denne retning, og den sympati, som vor sag i
disse dage har mødt i Danmark, viser, at der dernede er en
voksende forstaaelse af, at vi nordmænd, ved at hævde vor
selvstændighed, saa langt fra er separatister, at vi tvertom
baner veien for en fremtidens sammenslutning.»
Skjønne drømme og fromme ønsker, vil man sige, naar
man læser disse udtalelser med den nuværende situation
for øie. Og dog var der et tidspunkt, hvor alt kunde vendes
til det gode. «Unionens opløsning», skrev « Svenska Dag
bladet» i januar sidstleden, «behøvede ikke i og for sig at
skabe nogen bitterhed i Sverige, just fordi den anskuelse
forlængst var rodfæstet her, at unionens værd beroede paa
dens frivillighed, og vi ikke havde til hensigt mod det norske
folks vilje at opretholde en tvangsunion.» Og i et gjensvar
til dansk «Nationaltidende», som havde hilst föreningens op
hør som morgengryet til de nordiske folks enighed i arbei
det for selvopholdelse og selvstændighed, ytrede det svenske
232
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
