Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Unionsopløsningen og skandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars
af en national trang og vilde have været uovervindelig, saa
fremt den var bleven dette sit udgangspunkt tro, men den
sprængtes, fordi den af fremmedfødte konger søgtes opret
holdt og gjennemført i en unational aand, som et dansk over
herredømme over de to andre skandinaviske riger. Siden er
Kalmarunionens «store og dybe tanke» gang paa gang blevet
taget op paany og har af fremmedfødte konger været søgt
gjennemført ad den samme erobringens og underkastelsens
vei. «Men hvert folk har i de forløbne femhundred aar med
sit blod givet svar. Det svenske folk 1529, det danske folk
1659, og det norske folk 1814. Hvad der er foregaaet 1905,
er da kun, med historiens sindige forretningsgang, seglet sat
i det røde lak, som hvert af brødrefolkene har farvet med sit
blod, seglet paa det fælles frihedsbrev: alle tre er lige.»
«I den fremadrullende begivenhedernes strøm, som vi
kalder historie, er for første gang efter over 500 aars forløb
de tre nordiske brødrefolk paa ny komne i samme stilling
til hinanden. Hvert af dem er atter selvstændigt og frit. Som
da Haakon VI herskede i Norge, hans fader Magnus i Sve
rige og Valdemar Atterdagi Danmark, saa hersker nu Haakon
VII i Norge, hans fader Fredrik VIII i Danmark og Oscar II
i Sverige. I sin spiralgang fremefter staar udviklingen paany
over samme punkt som for et halvt aartusinde siden, pe
gende paa samme forhold, og rettende samme spørgsmaal
til de tre brødre.» Det synes altsaa nu saa, som at tiden
skulde være kommet til at tage samlingstanken op paany
ogiennyaand. Ad erobringens vei, ved det ene folks under
kastelse eller underordning under det andet, lader den sig
ikke gjennemføre; det har erfaringen nu noksom godtgjort.
Enheden kan alene «flettes af trestrenget enighed». Vil Nor
dens tre folk, smaa og svage som de er hvert for sig, og om
givne af mægtige, omsiggribende naboer, søge en betryggelse
for sin frihed og selvstændighed i frivillig sammenslutning
som lige brødre? saa lyder nu det store spøcgsmaal, som er
blevet rettet til dem. «Naar er I istand til med heldigt ud
fald at værge eder mod den beständigt voksende fare udefra?
Er det, naar I møde hinanden med mistillid og skjult avind,
som da I adskilte kjæmpede for eders fælles tro under tre
diveaarskrigen og den ene snigløb den anden? Eller er det,
naar I enige indadtil og udadtil stoa broderligt sammen,
som da eders forenede flaader skaffede eder fred, medens
274
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
