Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Unionsopløsningen og skandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Unionsopløsningen og skandinavismen.
har aabnet en saa dyb kløft mellem de to folk, i sine fjernere
følger vil virke til at nærme dem til hinanden og stille dem
i et saadant indbyrdes forhold, som svarer til hvad deres
nære frændskab og fællesskabet i deres interesser saa øien
synlig paabyder. Man slaar paa de gamle skandinavistiske
strenge. «En union mellem to stater, det gaar i længden
ikke,» har statsminister Sigurd Ibsen nylig udtalt (se «Sam
tiden»s forrige hefte s. 232). «Til at der skal tindes virkelig
ligestilling i en statsforbindelse, kræves mindst tre medlemmer:
tres faciunt collegium. Det er klart, at der er
mange ting, som de tre folk kan samles om, og det er lige
ledes aabenbart, at vi baade politisk og økonomisk kan gjøre
os ganske anderledes gjældende i nationernes store samfund,
naar vi handler i fællesskab, end naar vi optræder enkeltvis.
Men den første betingelse for en saadan samvirken er el frit
og selvstændigt Norge.»
Ogsaa i Danmark synes skandinavismen, som man skulde
tro maatte være henlagt for altid efter de mange bitre skuf
felser, den har bragt, at være kommet til nyt liv ved den unio
nelle katastrofe i 1905. Danskerne har under denne fordet
meste sympatiseret med Norge. Dette har man i Sverige
taget dem yderst ilde op. Det har været opfattet som udslag
af gammelt svenskehad, gammel misundelse ligeoverfor en
lykkelig medbeiler. Man har talt om, at naar danskerne
viste sig saa særdeles opbygget ved den norske «brutale»
huggen-unionsbaandet-over, saa var det, fordi de deri saa en
revanche for Habet af Norge» i 1814. Fra dansk side har
man naturligvis med styrke tilbagevist disse urimelige be
skyldninger. Man har svaret, at de danske sympatier for det
«oprørske» eller «revolutionære» Norge havde sin gode og
nærliggende grund deri, at dette «oprørske» Norge havde den
moralske ret paa sin side, og dernæst ikke mindst deri, at
den fulde gjennemførelse af Norges politiske selvstændighed
maa opfattes som et vilkaar for en fremtidig oprigtig og varig
sammenslutning mellem det skandinaviske Nordens tre folk.
Denne opfatning er særlig bleven fremholdt af den ud
naerkede danske historiker Troels Lund i hans nylig ud
komne skrift «De tre nordiske brødrefolk». Han søger at
vise, at samlingstanken gaar som den røde traad gjennem
disse folks historie. Den har forfeilet sit maal, fordi den
søgte at naa det ad en urigtig vei. Kalmarunionen fremgik
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
