Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og Nietzsche.
1 slutningsscenen siger Catilina;
Til jorden hunden er endnu din skygge.
Riv sønder disse tusen trådes net.
. . . Kom, kransen har en lægsom glemsels kraft,
den dysser dig til ro, den dræher mindet.
Valmuekransen om hans pande er symbolet paa døden,
han skal give sig seiv. Døden virker altsaa, efter hvad ordene
udtaler, lægsomt. En rent Schopenhauersk forløsningstanke
dæmrer bag . . . forløsningen er netop den besluttede udfri
else fra livet, frigjørelsen fra alle viljes- og handlingsmaal.
Catilina udtaler fordømmelsesdommen over sin vilje, sit verk,
sin eksistens.
Ifald jeg kunde angre, angre.
Furia; Hvad vil du angre?
Han dræber (sin hustru) Aure!ia og som han seiv
udtaler det med hende alt liv, verden, solen seiv. Tilbage
staar han og Furia, to hvileløse skygger. Dramaet har naaet
til Nirvana-stadiet.
Et skridt endnu før jeg ved målet står.
Frigjør mig fra min hyrde . . . (Ser du ikke),
Jeg gaar med Catilinas lig paa ryggen.
En pæl igjennem Catilinas ligl
Forløs mig, Furia, tag denne pæl,
Tag den og ram den tvers igjennem liget.
Altsaa et raab paa forløsning, forløsning i overensstem
melse med det Schopenhauerske begreb.
Den overensstemmelse, vi har fundet ved indgangen til
de to mænds verk, er blot ligesom indledningen til et fælles
skab af høist merkelig art, et grunddybt fællesskab i syn og
sind. Der er nu for det første en række berøringer i enkelt
heder. Forfatterne mødes i fine specielle iagttagelser, i hvad
man kunde kalde litterære nipsgjenstande, i strøtanker og
billeder. Hos begge finder vi den smukke tanke, at med
glæde har større værdi end medlidenhed. Begge fremhæver
den intime sammenhæng mellem det store og herlige paa
den ene side og det skrækkelige, grufulde paa den anden
Catilina vil, at Furia skal støde dolken i hann:
At jeg har været og at jeg har levet
Catilina: Alt hvad jeg har øvet.
Catilina: Det tykkes mig som alt blev godt,
281
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
