Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gregers: Og det tør De sige om Hialmar Ekdal!
Anathon Aall.
side. Det ophøiéde og det smertevoldende forsoner de i én
stemning. De har syn for den tragiske smerte fra den hvasse
pil, men samtidig pris for den styrke, som spændte buen,
der pilen kom ifra. Ibsens sammenligning af mennesket med en
løg med bare blade og ingen kjerne findes igjen, kun let varieret,
hos Nietzsche. I sin mørke betragtning af menneskene og deres
maade at gjøre livet hæsligt og ondt paa mødes de to mænd.
Med tanke paa det menneskelige gjennemsnit siger Nietzsche
etsteds, ikke ganske korrekt darwinistisk i sin tro: «Die Affen
sind zu gutmiitig, als dass der Mensch von ihnen abstammen
könnte.» Nietzsche taler om vandreren, som maa slaaes med
rædsel over alt det smuds og bedrag, han læser sig til i
menneskenes ansigt. «Und dei* Tag ist viel schlimmer als
die Nacht.» Dermed kan jevnføres Ibsens digt «Lysrædd»:
«Nu er det dagens trolde,
nu er det livets larm,
som drysser alle de kolde
rædsler i min barm.»
Et merkværdigt sarnmentræf er følgende: Begge satiri
serer de skuespillertræk, som i visse tilfælde kommer tilsyne
ved nærstaaendes dødsfald. Hvad der falder sammen i begge
mænds kritik er ikke lidet: Det er uredeligheden i sorgen,
samme form for selvbehag og uredelighed, samme livs
forhold, samme slegtskab, som anføres i begge tilfælde. Vi
mindes alle Ibsens blodige haan i Rellings ord om den elen
dige Hialmar Ekdal, da denne staar ved datterens lig.
Relling: Inden tre fjerdingaar er lille Hedvig ikke andet
for ham end et vakkert deklamationstema.
Rei 1 ing: Vi skal snakkes ved, naar det første græsset
er visnet paa hendes grav. Da kan De faa høre ham gulpe
op om det «faderhjertet for tidlig frarevne barn»; da skal De
faa se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i
selvmedlidenhed. Pas De paa!
Hermed stemmer nu den betragtning, Nietzsche anstiller
i «Menschl. Allzum.» fra 1878, I, 73, over skuespilleren af et
menneske, der «nur an den Eindruck seiner Person denkt,
z. B. selbst heim Begräbnis seines Kindes; er wird iiber
seinen eignen Schmerz und dessen Äusseriingen weinen als
sein eigner Zuschauer».
282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
