Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Analhon Aall.
som synes faste i sedelighedens verden. Børns pligt til at
holde blindt paa forældres autoritet, borgernes til at respek
tere den engang givne øvrighed, den være nu i funktion eller
ud af funktion, hustruens pligt til at taale mandens hjemme
styre, egtefællers übetingede pligt til at holde sammen, troen
paa sandhedens absolute raaderet og paa retfærdighedens leve
evne ... alt saadant kommer under diskussion i «Gen
gangere», «Rosmersholm», «Etdukkehjem», «En folkefiende»,
«Naar vi døde vaagner», « Hedda Gabler» o. fl.
Hvordan er det f. eks. replikvekslen falder mellem pastor
Manders og fru Alving i «Gengangere»!
Pastor M. «Udfaldet kan ingen gjøres ansvarlig for. Saa
meget staar ialfald fast, at Deres egteskab blev stiftet overens
stemmende med fuld lovlig orden.»
Fru Alv ing. «Ja dette med lov og orden! Jeg tror mån
gen gang det er det, som volder alle ulykkerne her i verden.»
Finder vi saaledes hos Ibsen tilsprang til, gjennem dra
maet at lade livet seiv diskuttere det retmæssige eller fei
lene ved de gjængse moralgrundsætninger, saa er Nietzsches
navn udødeligt ved det direkte angreb, han har rettet mod
moralen, og ved den moralfrie idealitet, forfatteren af Jenseits
von Gut und Bøse har stillet op.
Moralfri idealitet 1 Hvorledes skal dette forstaaes? Hvad
er der for modsætninger, som ligger til grund for det
Nietzscheske problem? Det er, kort sagt, modsætningen
mellem den tvang, som øves gjennem et ordnet livs grund
sætninger, og fri individuel livsførelse. Begreberne stat, dyd,
det borgerlig gode paa den ene side, paa den anden kunst
nerisk eksistens, kultur, frihed, individuel livsførsel skulde
kunne parres sammen, og tilsammen give et billede af magt og
skjønhed i høiere enhed, en naturens og sedelighedens enhed.
Men unioner er som bekjendt vanskelige at konstruere
saaledes, at de holder. En vakker dag taber den ene part
taalmodigheden, forbindelsen sprænges, hvad der kan give
anledning til, at man siger hinanden mange behageligheder
fra den ene og den anden side. Her nogle af de behagelig
heder, Nietzsche som kunstidealets talsmand sagde moral
væsenet og dets talsmænd. «Gud er blevet kvalt af teologien
og moralen af moraliteten.» Ogsaa Ibsen vender sig (i et
brev til Gjertsen) harmfuld mod den norske hang at mora
lisere alt, at faa blandet moral og kunst sammen. «Der maa
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
